Per Stig Møller: Danmark kan gå solo i Irak

Udenrigsminister Per Stig Møller mener ikke, at Danmark skal følge den samme strategi i Irak, som USA gør.
Udenrigsminister Per Stig Møller mener ikke, at Danmark skal følge den samme strategi i Irak, som USA gør.
Lyt til artiklen

Nok er Danmark i samme båd som USA i Irak. Men det er ikke ensbetydende med, at de to lande skal føre den samme strategi. Det er signalet fra udenrigsminister Per Stig Møller (K) dagen før, den amerikanske præsident, George W. Bush, annoncerer sin nye strategi for Irak. I de amerikanske medier er det for længst sluppet ud, at Bush agter at sende yderligere 20.000 soldater til Irak som et led i en ny storoffensiv i Bagdad-området. Vel at mærke ikke en kortvarig af slagsen – ifølge anerkendte aviser gælder offensiven i op til to år. Påvirker ikke Danmark Det rokker imidlertid ikke ved de danske planer om at trække tropperne tilbage så snart, irakerne er klar til at tage over, siger Per Stig Møller. »Jeg ved ikke, hvad Bush vil sige i morgen, men uanset hvad det bliver, kommer det ikke til at påvirke vores indsats i syden«, siger han til Politiken.dk og tilføjer: »Det afgørende er, at irakerne gradvist bliver i stand til at overtage flere og flere provinser selv. Vi justerer primært vores indsats i samarbejde med briterne og irakerne selv«. Koordineret, ikke synkront Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har i hele forløbet i Irak understreget, at Danmark skal koordinere sine handlinger med USA. Men det er ikke lig med at handle synkront, påpeger han. »Der er områder, som er meget, meget vanskelige at håndtere. Især Bagdad, hvor USA er. I syden stiller tingene sig ganske anderledes. Man kunne sagtens forestille sig, at amerikanerne satser offensivt, mens at vi – sammen med briterne – gør noget andet i syd«, siger Søren Espersen. Bush skrotter Baker-rapport Den tværpolitiske Baker-rapport, der i november kom med 79 anbefalinger for den amerikanske indsats i Irak, udelukker ikke en optrapning af indsatsen. Den understreger dog, at indsatsen skal være kort og i øvrigt ske i overensstemmelse med den øverstkommanderende i Irak. Men ifølge de hidtidige lækager vil Bushs nye offensiv køre over op til to år – og ske imod den afgående General Caseys vilje. Dermed har han ifølge kritikere kasseret stort set alle Bakers anbefalinger. Samme rapport har den danske regering – i sin helhed – bifaldet. Ikke en facitliste Det er Bush imidlertid i sin gode ret til, mener Søren Espersen. »Baker-rapporten er ikke en facitliste, og det har den aldrig været. Politikerne handler på baggrund af den ekspertvurdering, som de synes lyder mest fornuftig«, siger han. Bush vil efter planen præsentere den nye strategi i morgen aften dansk tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her