Danmark fik i dag et nyt, politisk parti. ’Liberalisterne - Frihed og Velstand’, hedder det. Eller rettere: partiapparatet har eksisteret længe, men først nu, efter 18 måneders venten, har Liberalisterne fået godkendt sit navn – dog med ovennævnte tilføjelse. Partiets formand, Torben Mark Pedersen, er oprevet over, at det skulle tage halvandet år. »Jeg ser det som et udtryk for bevidst, politisk chikane. Der er i den grad blevet spændt ben for vores muligheder for at stille op ved næste folketingsvalg«, siger Torben Mark Pedersen. Løkke forhalede processen Sagen er, at navnet ’Liberalisterne’ læner sig kraftigt op ad ’Venstre – Danmarks Liberale Parti’, som er det store regeringspartis officielle navn. Og dermed har Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Torben Mark Pedersen haft en interesse i at forhale processen, så det nye parti ikke kunne nå at samle nok underskrifter ind til at stille op ved valget. »Vi ved ikke hvad der foregår på de indre linjer i Indenrigsministeriet, men jeg tvivler på, at embedsmænd af egen drift lader sagsbehandling vare i så lang tid«, siger liberalistformanden. Nu med tilføjelse Efter at det nye parti havde afleveret sin første ansøgning, gik der et halvt år, inden Lars Løkke Rasmussen erklærede sig inhabil i sagen. Så kom den over på justitsminister Lene Espersens (K) bord, hvor ’Liberalisterne’ i august 2006 blev afvist som navn. Efter en ny ansøgning er partiet nu altså blevet godkendt med tilføjelsen ’Frihed og Velstand’. Vil støtte Fogh Liberalisterne skriver på sin hjemmeside, at partiet vil »arbejde for større personlig frihed og mere ansvar for den enkelte og for mindre stat, lavere skatter og mindre offentligt formynderi, styring og regulering«. Formanden tilføjer: »Vi er det eneste parti, der repræsenterer liberale vælgeres interesser og værdier, og selv om vi selvfølgelig efter et valg vil støtte Anders Fogh Rasmussen som statsminister, så vil vi give især Venstre kamp til stregen om de liberale vælgere, som Venstre har svigtet«, siger Torben Mark Pedersen. Gode sponsorer i ryggen Han skal sammen med partifællerne nu – trods forsinkelsen – i gang med at samle 20.000 underskrifter, inden statsministeren når at udskrive valg. Torben Mark Pedersen er dog optimistisk. »Hvis vi får halvandet år, er jeg ikke i tvivl om, at vi når vores mål. Vi har gode sponsorer og gode kandidater i baghånden«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som er i Dubai.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























