Bilkøbere vender miljøet ryggen

Jens Køster er ude for at kigge på ny bil, der kan køre langt på literen, til sin søster.
Jens Køster er ude for at kigge på ny bil, der kan køre langt på literen, til sin søster.
Lyt til artiklen

Når salgskonsulent Jørgen Cold Andersen hos SMC-biler i Århus skal hjælpe en kunde med at finde en bil, så får han næsten altid en udmelding i stil med ’jeg har så og så mange penge – hvor meget bil kan jeg få for det?’.

Bilkøbere, som specifikt ønsker sig en miljøvenlig bil, er der, som sælgeren formulerer det, »meget langt imellem – faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en«. Af de fem mest solgte bilmodeller i Danmark i året der gik, er der således ingen af de benzindrevne modeller, og kun to af de dieseldrevne, der gør sig fortjent til topkarakteren A i energimærkning. Miljø kommer sidst Og det stemmer fint overens med de undersøgelser af danskernes bilpræferencer, som både FDM og Danmarks Automobilforhandlerforening har fået lavet. Pris kommer i første række, så udstyr, design og teknik og til sidst miljø. På en noget sløv salgsdag her i starten af februar hos SMC-biler, der forhandler Seat, VW og Skoda, lykkes det os dog at spore en kunde op, som faktisk går op i det med miljøet. Jens Køster er ude at kigge efter en bil til sin søster, som gerne vil have en model, der kører langt på literen, da hun pendler 30 km til og fra arbejde. Han har haft kig på en VW Fox hjemmefra, har lige været ude og køre en prøvetur i en – og ender nok også med at købe. Den har, forklarer han, en udmærket brændstoføkonomi, og så er det totalt nedbrydelige tag samt den vandbaserede lak yderligere miljøbonusfaktorer. Havde der været mere miljøvenlige biler på markedet, som f.eks. den udgåede VW Lupo, så havde han helt sikkert taget den. Toyotas hybridbil Prius, der både kører på el og benzin, er også »interessant«, men den koster i stil med andre biler i den kategori alt for meget, takket være registreringsafgiften. Afgiften står for skud »Der er ret meget dobbeltmoral i den måde, politikerne siger, vi skal købe bil på. De synes, vi skal købe sikkert og miljøvenligt, men de beder os også om at betale boksen for det!«, konstaterer Jens Køster og inkasserer et nik hos sælgeren. Lige præcis registreringsafgiften har regeringen længe lagt op til at ændre, så køberne af miljøvenlige og sikre biler belønnes. Men på trods af, at det står i regeringsgrundlaget, er der endnu absolut ingenting sket på området. Forslag om at lette afgiften Efter at EU-kommissionen i tirsdags meddelte, at CO2-forureningen fra nye biler skal reduceres kraftigt, er der dog rusket lidt nyt liv i debatten. Torsdag præsenterede SF et forslag om at lette afgifterne på miljørigtige biler og samtidig hæve benzinafgiften. »Det har været på dagsordenen, lige siden regeringen kom til, og stort set alle har talt om det, men der sker ikke noget, fordi regeringen ikke kan røre sig ud af flækken på grund af skattestoppet«, siger SF’s skatteordfører Morten Homann. Forslaget vækker dog meget begrænset interesse hos Folketingets andre partier. Meldingen fra regeringen er, at de fortsætter det langstrakte udvalgsarbejde, der ifølge skatteminister Kristian Jensen (V) højst sandsynlig vil resultere i et udspil »inden næste valg«. »Vi vil grave dybt i, hvilke ting der skal prioriteres. Det er ikke et regnestykke på bagsiden af en kuvert«, siger ministeren. Nej til partikelfilter Tilbage hos SMC-biler i Århus giver salgskonsulent Jørgen Cold Andersen et meget konkret eksempel på, hvad kroner og øre betyder for kundernes miljøbevidsthed. Siden oktober har forretningen kørt med et tilbud om, at man ved køb af modellen Golf Plus Van til 219.000 kroner for kun 4.000 kroner kan få et partikelfilter oveni. »Hvor mange tror du, der har benyttet sig af det? Nul!«, siger han og former en cirkel med sin tommel og pegefinger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her