Danmarks Statistik udpeger gennemsnitsdanskeren anno 2014

Normalt. I Danmark bor der 5,6 millioner mennesker. 49.811 hedder Anne til fornavn, og 49.211 hedder Peter. Hver 22. hedder Jensen til efternavn.
Normalt. I Danmark bor der 5,6 millioner mennesker. 49.811 hedder Anne til fornavn, og 49.211 hedder Peter. Hver 22. hedder Jensen til efternavn.
Lyt til artiklen

Du hedder Anne og er knap 42 år, og du har kastet din kærlighed på en fyr ved navn Peter, der er cirka et år yngre end dig.

For lidt over ti år siden fik I jeres første lille guldklump, Emma, og efter tre år fik hun en lillebror, Lucas.

I tjener 292.000 kroner hver om året (24.333 kroner per måned), og to gange om året flotter I jer og går i biografen for nogle af pengene. Sidste år så I det psykologiske drama 'Kvinden i buret' og anden del af Tolkien-trilogien, 'Hobitten: Dragen Smaugs ødemark'.

Fjernsynet er I dog lidt mere vilde med. I bruger faktisk hele tre timer om dagen på at kigge ind i tv-skærmen. På bordet foran jer ligger danskernes, og dermed jeres, foretrukne læsestof med alskens mad- og strikkeopskrifter, quizzer, konkurrencer og havetips; Familie Journalen.

Når I skal væk fra det daglige trummerum med ejerbolig og folkevogn, tager I til Las Palmas, Barcelona eller Costa del Sol i Spanien, der er danskernes, og dermed jeres, foretrukne rejsemål.

Sådan ser dit liv ud, hvis du er en helt og aldeles gennemsnitsdansker anno 2014.

533 sider om danskerne

Det fremgår af Statistisk Årbog 2014, der udkommer i dag, og som beskriver, hvordan vi danskere er, hvad vi går op i, hvor meget vi tjener, hvor mange smøger vi ryger (1.438 per person over 14 år), og hvor mange bøger vi låner på biblioteket (seks styk).

DOKUMENTATIONStatistisk Årbog 2014 (eksternt link)

I bogen, der har portrætteret danskerne siden 1896, kan man over de i alt 533 sider læse, at blandt de 5,6 millioner individer, der lever i Danmark, er flest kvinder. Der bliver født flere, end der dør, og vi bliver alle ældre.

Hvis Anne og Peter Jensen følger statistikken til den dag, de dør, kan de glæde sig til endnu 40 dejlige år med ferier til Spanien, biografture og forbrugertips fra Danmarks største ugeblad, Familie Journalen.

Annelise Hartmann Eskesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her