Kraftig snefygning og snedriver driller trafikken i den sydligste del af landet, og Falck har måttet rykke ud til 750 bilister, der siden midnat har haft brug for hjælp på grund af sneen.
Oftest har der været tale om startproblemer eller fritrækninger, som har stået for 175 af udrykningerne, og stort set samtlige uheld er sket i det syd- og østlige Jylland.
Lige nu er redningsmandskab i gang med at hjælpe ved tre forskellige uheld, hvorad det ene drejer sig om en væltet lastvogn. Uheldet betyder, at den sønderjyske motorvej er spærret mellem 68 Vojens og 69 Haderslev Syd.
LÆS OGSÅ Sønderjyderne følte 22 frostgrader i morges
Vejdirektoratet fraråder desuden vindfølsomme køretøjer på broerne over Storebælt, Øresund, Vejlefjord og Storstrømmen på Sydmotorvejen, ligesom der varsles om dårlig sigtbarhed på Fyn.
Kraftig blæst giver problemer på fire broerStormskader i Hovedstaden
Hovedstaden er indtil videre gået fri af sneen, men den kraftige storm har betydet et par håndfulde stormskader som tagplader, der er blæst af, en rude, der er blæst ud og et stråtag, der har »fået sig en ordentlig omgang«, siger pressechef for Falck, Mikkel Andreas Beck, som kalder dagen travl.
LÆS OGSÅ Falck har ekstra mandskab standby landet over
Snevejret er generelt ved at tage af, så den store synder lige nu er snefygning, som betyder, der hurtigt dannes snedriver.
Ifølge Vejdirektoratet kører sneplovene i højeste beredskab, men driverne kommer hurtigt igen, efter de er blevet ryddet.
Snevejret er nu begyndt at trække længere mod nord op over Fyn, hvor der nu advares om glat føre. Grænsen for sneen ligger lige nu ved Esbjerg motorvejen, oplyser Kenni Bøgh fra Vejdirektoratet.
Også færgerne plaget af vinden. Blandt andet Alsfærgen har indstillet al sejlads, mens forbindelsen mellem Ystad og Rønne på Bornholm er delvist indstillet. Flere afgange er aflyst på grund af høj søgang i Østersøen.
fortsæt med at læse




























