Også i Region 14 udtrykte man bekymring over politiets eventuelle rolle i handel med børn. I region 14 var man af den opfattelse, at politiet blev bestukket til at indlevere børn til bestemte børnehjem. Omfanget af problemet er ikke kendt«. Sådan skrev Adoptionsnævnet i Danmark i sin rapport, da nævnet første gang havde været i Etiopien for at holde øje med, om adoptionen af børn fra Etiopien til Danmark gik lovligt til. Region 14 er en bydel i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba. Børnene, som politiet afleverede på børnehjem, blev adopteret bort til udlandet. Det var i 2004. Det år adopterede danske par 41 børn fra Etiopien. Børnene fra det store afrikanske land udgjorde otte procent af alle udenlandske adoptivbørn. Antallet af adopterede til Danmark tredoblet på fem år I de efterfølgende fem år blev antallet af adopterede børn fra Etiopien til Danmark tredoblet, uden at danske myndigheder havde fået afklaret, om politiet i Etiopien handlede med børn.
Tværtimod viste en ny inspektionsrejse i 2009, at reglerne om, hvordan politiet og andre myndigheder håndterede det hastigt stigende antal hittebørn, som blev adopteret ud af landet, var kaotiske og ugennemskuelige. Adoptionsnævnet bad den danske ambassade i byen om at kaste lys over sagen, men ambassaden gav op, fordi den »ikke kunne få myndighederne til at redegøre for«, hvordan reglerne blev håndteret, når hittebørn blev til adoptivbørn. Det år satte antallet af adoptioner fra Etiopien til Danmark rekord med 125 børn.






























