En døddrukken og snorksovende russisk kaptajn måtte vækkes med rusk og lussinger, da hans 80 meter lange fragtskib havde kurs direkte mod den lille kystby Havnsø på Nordvestsjælland i februar i år. Forinden havde søværnet med opkald, helikopterlarm og projektørlys forgæves forsøgt at vække kaptajnen, før redder Ulrik Nyholm blev sænket ned på skibet, ’Danica Hav’, hvor han fandt vej til broen.
LÆS OGSÅ Farlige skibe kommer nær de danske kyster en gang i timen
»Her får jeg en kraftig lugt af spiritus i næsen«, husker Ulrik Nyholm, der forgæves forsøgte at vække kaptajnen. »Han begynder at brumme, slår øjnene op, kigger på mig - og lægger sig til at sove igen. Jeg tager endnu hårdere fat, prøver at trække ham ud af stolen, så slår han øjnene op og stritter imod«, fortæller Ulrik Nyholm, der efterfølgende fik hjælp af skibets andenstyrmand til at rette skibet op - ti minutter før det ramte land. Kaptajnen havde en promille på 2,18. Alt over 0,5 er forbudt.


























