Fødevareminister Dan Jørgensen (S) er yderst tilfreds med konklusionerne i en ny rapport, der konkluderer, at landets daginstitutioner kan omlægge til 100 procent økologisk mad, uden at det behøver at blive dyrere.
»I forhold til daginstitutionerne tror jeg, at mange vil være glade for, at deres unger får noget sundere og friskere mad – måske oven i købet fra dyr, der har haft et bedre liv, sådan som det er tilfældet med økologisk produktion. Så på forskellige fronter er det en rigtig god nyhed, at det faktisk kan lade sig gøre at lave de her omstillinger ret billigt«, siger Dan Jørgensen.




























