I Ishøj bor 3.512 tyrkere; i Brønshøj 1.563 pakistanere; og i postnummer 6000 Kolding har 1.022 bosniere slået sig ned. Indvandrere og flygtninge samler sig ofte i områder, hvor der er i forvejen bor mange fra fædrelandet. Det viser en særopgørelse fra Danmarks Statistik for Ugebrevet A4 .
Og i modsætning til den gængse opfattelse kan det være en fordel for integrationen, at flygtninge og indvandrere bor tæt sammen. Og i nogle situationer kan det føre til job. Sådan lyder den overraskende konklusion på forskning, som Anna Piil Damm står bag.




























