EU-lande tør ikke binde sig til grøn energi

Kun seks procent af EU-landenes energi kommer fra vindmøller.
Kun seks procent af EU-landenes energi kommer fra vindmøller.
Lyt til artiklen

Et af de mest ambitiøse mål i EU’s nye energistrategi - og en dansk mærkesag - er på vej til at blive alvorligt svækket. Efter den første forhandling af kommissionens energipakke blandt de 27 medlemslande står det klart, at en række lande afviser at binde sig til en stor satsning på sol-, vind- og vandkraft. Som en del af nye målsætninger for reduktionen af drivhusgasser foreslog kommissærerne i januar, at en femtedel af unionens forbrug skal komme fra vedvarende energikilder i 2020. Energikommissær Andris Piebalgs fremhævede ved den lejlighed, at der for første gang er tale om bindende mål for grøn energi. »Det er et meget afgørende signal for fremtiden«, sagde han. Ikke længere bindende Men i dag, allerede en måned senere, er en stor del af den ambition blevet punkteret. Ganske vist overlevede selve målsætningen om 20 procent vedvarende energi dagens ministermøde, men ordet ’bindende’ måtte stryges fra mødets konklusioner. Det er en skuffelse for Danmark, som har arbejdet for bindende mål - både for miljøets skyld, og fordi 40 procent af alle Europas vindmøller bliver lavet i Danmark. »Vi havde hellere set bindende mål vedtaget i dag, men det var ikke muligt. Nu er det op til EU’s stats- og regeringsledere. Jeg tror stadig, der er en chance«, siger transport- og energiminister Flemming Hansen (K). Ministeren henviser til, at den endelige forhandling om kommissionens energipakke vil finde sted på et topmøde i Bruxelles 8.-9. marts. Trods Flemming Hansens optimisme er der lige nu ikke meget, der tyder på, at det kan lykkes at få alle lande til at stemme for bindende mål senere. Kun seks procent er vindmølleenergi Mens lande som Danmark og Tyskland allerede henter så stor en andel af energien fra især vindmøller, så er det gennemsnitlige niveau i EU kun cirka seks procent. Storbritannien vil for eksempel hellere satse på renere forbrænding af kul, mens Frankrig producerer næsten al landets elektricitet på atomkraftværker. Derfor bliver det meget svært at blive enige. Selv hvis målet ender med kun at være vejledende er det dog et stort skridt fremad, mener transport- og energiministeren: »Det er en tredobling i forhold til i dag, og de fleste lande ved godt, at det er den vej, vi skal«, siger han. »Og så har det den sideeffekt, at det vil komme danske virksomheder til gode. Selv et vejledende mål på 20 procent vedvarende energi vil skabe en kraftig vækst i den danske energisektor, som allerede beskæftiger hen ved 40.000 mennesker«, siger Flemming Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her