Et privat firma fra Frederikssund har besluttet sig for at hjælpe med at slukke de græske skovbrande, når nu de danske myndigheder ikke ville. Fire højteknologiske brandslukningsenheder blev forleden sendt af sted til Grækenland fra firmaet Firexpress - men det er ikke nogen god idé, advarer Beredskabsstyrelsen: »Det er et totalt privat initiativ, som vi ikke har noget med at gøre. Og det er desværre ofte miseren i den her slags situationer: At behjertede mennesker eller lykkeriddere tror de kan hjælpe med alt muligt, som der ikke er brug for«, siger styrelsens operative chef, underdirektør Jørgen Holst Hansen.
Hjælper med motorcykel
De danske myndigheder har selv valgt ikke at tilbyde mandskab eller udstyr til den enorme, internationale brandslukningsindsats, fordi Danmark ikke har den type fly og helikoptere eller den ekspertise, grækerne har bedt om.
»Jeg har da respekt for, at folk gerne vil hjælpe. Men det skal være på grækernes præmisser, ellers risikerer man at være mere til besvær end til gavn. Hvad skal grækerne bruge det der udstyr fra Frederikssund til, og hvor skal det hen?«, siger Jørgen Holst Hansen.
Hidtil har det ellers lydt som lidt af en solstrålehistorie, at Firexpress blandt andet kunne hjælpe med en terrængående, firehjulet motorcykel med et nyudviklet brandslukningssystem kaldet WildFire.
Køretøjet var blevet solgt til brandvæsnet på den lille sydfynske ø Skarø, som straks accepterede at udlåne deres WildFire, så den kunne komme med til Grækenland. Ifølge Fyns Amts Avis fik brandfogeden på den lille ø ved udsejlingen fra Svendborgsund sågar en taknemmelig opringning fra den græske ambassade i København.
Forvirring om dansk hjælp



























