Nævningeformand sigtet for at snakke

Lyt til artiklen

Formanden for nævningene i sagen om æresdrabet i Slagelse er ifølge TV-avisen blevet sigtet for at have været for åbenmundet over for pressen. Baggrunden er, at formanden blev udsat for chikanerier i forbindelse med sit hverv som nævningeformand, og det fortalte han om til pressen. Det er faldet Østre Landsret for brystet, og landsretten har taget det usædvanlige skridt at melde ham til politiet, som nu har sigtet ham. »Jeg synes, det er en meget ubehagelig afskedsgave at få i sådan en sag. Det er ikke meget søvn, jeg har fået, siden jeg fik den sigtelse«, siger formanden til TV-avisen. Truende telefonopkald Landsretten ønsker ikke at udtale sig om politianmeldelsen, så hvilke konkrete udtalelser, der har skaffet nævningeformanden en politisag på halsen, vides ikke. Men formanden gav dagen efter dommen et interview til Ekstra Bladet, hvori han bl.a. fortalte om gentagne truende telefonopkald til hans forældre og hærværk mod hans cykel. »Det siger sig selv, at det ikke er rart med den slags oplevelser. Jeg har dømt i mange sager, også rockersager. Men altid følt, at der var en respekt for retssystemet, herunder lægdommerne. Det gør jeg ikke i denne sag. Jeg er bange for, at den manglende respekt, der stammer fra en helt anden kultur, kan ødelægge hele vores retssystem. Det kan blive svært at finde nogen, der vil stille op til den slags«, sagde han. Erfaren nævning Formanden har syv års erfaring som nævning. Et borgerligt ombud, som han er blevet udpeget til efter en fortid som politisk aktiv i Venstre. Til Ekstra Bladet sagde han, at han har sagt sit job op og hellere vil forfølge sine drømme om at skrive romaner eller filmmanuskripter. Han har tidligere optrådt i tv-programmet 'Skønheden og nørden' på TV3, og i øvrigt været en af de første seriøse kandidater til at blive dansk astronaut. Men nævningeformanden er ikke den eneste, for hvem sagen om æresdrabet i Slagelse får yderligere et retsligt efterspil - længe efter at dommen er faldet. Klage til Højesteret Forsvarsadvokaterne i sagen mener nemlig, at retsformanden, sagens øverste dommer, lagde for ensidig vægt på anklagerens synspunkter, da han før dommen sammenfattede sagen for nævningene i den såkaldte retsbelæring. Derfor har bl.a. Bjørn Elmquist klaget til Højesteret i forbindelse med deres anke af dommene. Til Ritzau siger Bjørn Elmquist, at der i retsbelæringen er »meget lidt - stort set ingenting - om, hvad forsvaret har gjort gældende«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her