Museer undgik vandkatastrofer

STYRTREGN. Vandmasserne har ikke beskadiget vigtige museumsgenstande, meddeler Nationalmuseet.
STYRTREGN. Vandmasserne har ikke beskadiget vigtige museumsgenstande, meddeler Nationalmuseet.
Lyt til artiklen

Ingen af de store museer er sluppet for våde kældergulve.

Men tilsyneladende har weekendens skylle ikke ødelagt væsentlige, historiske artefakter.

»Ingen af vore genstande er kommet i fare«, understreger Jes Gjørup, administrationschef på Nationalmuseet.

Museets bygninger i Prinsens Palais ved Christiansborg fik vand ind i kældergangene. Det samme gjorde blandt andet Frihedsmuseet. Og vandet har da givet skader, erkender Gjørup.

»Vi får da tab i form af bøger. Men mit indtryk er, at vi er sluppet billigt«, siger han.

LÆS OGSÅ Historiske huse slap billigt

På Det Kongelige Bibliotek er bogsamlingerne ikke ramt af vandskader.

»Vi er sluppet nådigt. Der er nogle driftsskader som pc-problemer, telefonproblemer og problemer med nogle kloakker på nogle toiletter. Der er ikke sket skader på bøger eller andet materiale«, oplyser kommunikationskonsulent Jytte Kjærgaard.

Bibliotekets største værdier er godt beskyttet, tilføjer hun: »Vi har nogle kælderbokse, der er sikret både mod brand og vand«.

Bymuseets samlinger risikerer fugtproblemer

Til gengæld er der en vis ængstelse at spore hos samlingsleder Søren Bak-Jensen fra Københavns Museum på Vesterbrogade.

Ikke så meget på grund af det vand, der er kommet ind i kælderetagen på det gamle hus på Vesterbrogade - det har ikke ødelagt noget af samlingen.

Bak-Jensens bekymring går på de magasiner, museet har på to kælderadresser i byen.

FOTOS Vejene er druknede i regnkaos

Her er genstandene opmagasineret, så de ikke skulle være alt for udsatte, ifald vandet trængte ind i magasinerne.

»Det ser ud til, at der ikke er direkte skader. Men luftfugtigheden kan påvirke genstandene rigtigt meget. Så vi skal vurdere følgerne i denne uge«, siger han.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her