Det er ikke i den dugfriske rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at regeringen skal finde sine positive historier om udviklingen i Irak.
For dens egen militære udenlandstjeneste tegner nu et helt igennem dystert billede af situationen – ikke kun i hovedstaden Bagdad, men også i det sydlige Irak, hvor de danske tropper befinder sig: »Irak er i stigende grad præget af opløsning og kaos. Samlingsregeringen har ikke været i stand til at bremse en eskalerende væbnet konflikt, der især følger de etnisk-religiøse skillelinjer i det irakiske samfund og mere og mere antager form af borgerkrig«, skriver FE i trusselsvurderingen, som netop er offentliggjort.



























