Christianias advokat vil lade politikerne tage ansvar

Afgørelse. Der var rift om advokat Knud Foldschack efter dommen i Højesteret.
Afgørelse. Der var rift om advokat Knud Foldschack efter dommen i Højesteret.
Lyt til artiklen

Højesterets stadfæstelse af dommen over Christiania får advokat Knud Foldschack til at ønske politisk handling.

Han ser dog ikke den endelige dom som et nederlag, selvom christianitterne har tabt sagen i Højesteret.

»Det er altid en sejr, når man har noget, som man kan gå til forhandlingsbordet med«, siger han.

Hans råd er, at man selvfølgelig skal lytte til Højesterets indvendinger om, at der ikke er noget til hinder i afgørelsen for, at man fortsat kan finde kan finde en forhandlingsløsning.

»Nu må politikerne tage ansvaret for, at de i 32 år har sagt, at christianitterne må blive på Christiania«, siger han.

Menneskerettighedsdomstol skal diskuteres
Næste skridt for at få medhold for christianitterne er Menneskerettighedsdomstolen, men den vil Knud Foldschack i første omgang vente med.

»Jeg håber, at en forhandlingsløsning vil kunne betyde, at vi ikke behøver at gå til Menneskerettighedsdomstolen«, siger han.

Christiania taber slaget om staden

Advokaten vil dog ikke afvise, at det kunne blive en mulighed.

»Det skal jeg lige snakke med mine klienter om«.

Kampen om Christiania

Christiania er et område i bydelen Christianshavn i København med et areal på ca. 34 hektar og ca. 1.000 beboere.

Området, som blev besat af slumstormere i 1971, er kendt for at være styret som en slags kollektiv, men har intet officielt anerkendt selvstyre.

I 1989 blev Christiania-loven til, som muliggjorde, at planlægningen af området kunne sorteres under Forsvarsministeriet i stedet for kommunen.

Loven blev ændret i 2004 for at muliggøre omdannelse af den historiske vold til et rekreativt område og for at udvikle resten af Christiania til et blandet bolig- og erhvervsområde.

LÆS OGSÅ Endelige dom over Christiania falder i dag

I 2009 fastslog Østre Landsret, at christianitternes brug af området ikke var uopsigelig, sådan som beboerne ellers har opfattet det ifølge deres fremstilling af sagen.

Det er christianitternes advokat, Knud Foldschack, der har anbefalet at anke sagen til Højesteret, på trods af at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) forinden havde advaret om, at alle forhandlinger om områdets fremtid ville blive indstillet, hvis beboerne ankede sagen.

Forhandlere fandt et kompromis, som dog blev forkastet af fristadens beboere. I stedet blev retssagen ved landsretten indledt.

Højesteret har i dag stadfæstet Østre Landsrets dom.

Mette Lützhøft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her