I 2001 var cirka 38 millioner mennesker verden over smittet med hiv - langt størstedelen i Afrika syd for Sahara. Omkring en million af dem fik den medicin, som kunne redde deres liv. I dag er knap 37 millioner hiv-smittede på verdensplan, og 15 millioner af dem bliver behandlet med den livsforlængende medicin.
Historien om bekæmpelsen af den globale hiv-katastrofe er med andre ord en succeshistorie. Men det er også historien om, at der stadig er stor forskel på at være smittet i et vestligt land som Danmark og i et fattigt afrikansk land. Det er også historien om, at i lande tæt på os – i blandt andet Ukraine og Rusland – ser det sort ud i risikogrupper som bøsser og prostituerede.



























