Da overvågningskameraerne i februar sidste år fangede en terrorist og hans kammerater på en netcafé på Nørrebro, var det deres snak om angrebet på Krudttønden, man ser.
Det siger en af de fire tiltalte i en sag om medvirken til terror i København. De er anklaget for med råd og praktisk hjælp at have hjulpet danskpalæstinenseren Omar El-Hussein, da han havde myrdet et tilfældigt offer under et angreb på et møde om ytringsfriheden, og inden han gik videre til at slå en civil vagt foran synagogen ihjel i februar sidste år.



























