Det er sket, at ægteparret Rikke og Kristian Fog har ringet til hinanden på vej hjem fra job for at aftale hverdagens praktiske gøremål, og så har de pludselig fået øje på hinanden på motorvejen. Og vinket. Indtil de gled ud af hinandens syn igen. Og snakkede videre.
De arbejder begge i København 100 kilometer fra deres og de tre sønners hjem i landsbyen Nyråd uden for Vordingborg, og selv om der mellem deres arbejdspladser – et autoværksted i Valby og et medicinalfirma i Avedøre – kun er halvanden kilometer, kører de i hver sin bil på grund af forskellige arbejdstider.




























