Terrorsag hænger på anklagerens talegaver

IA havde tæt kontakt med Omar El-Hussein både før og efter angrebet på synagogen. Han var hurtigt blevet klar over, at kammeraten var gerningsmanden til terroraktionen mod Krudttønden tidligere på dagen.
IA havde tæt kontakt med Omar El-Hussein både før og efter angrebet på synagogen. Han var hurtigt blevet klar over, at kammeraten var gerningsmanden til terroraktionen mod Krudttønden tidligere på dagen.
Lyt til artiklen

Afhøringerne i retten er slut.

Nu venter vidneudsagnene og de tekniske beviser i sagen mod fire mænd, der er tiltalt for at have bistået Omar El-Hussein med terrorangrebet mod synagogen i København i februar sidste år.

Det står klart, at udfaldet kommer til at hænge på anklagerens evne til at overbevise dommere og domsmænd om, at de fire heppede på og hjalp gerningsmanden i kølvandet på hans første terroraktion ved Krudttønden.

Anklagemyndigheden mener, at de fire efterfølgende tilskyndede til og gav Omar El-Hussein en hånd med i arbejdet med at forberede det næste angreb, der ramte synagogen. Efter at have afhørt de tiltalte over otte retsmøder er det tydeligt, at de tilhører et aktivt og særdeles kriminelt miljø. Det er umiddelbart mindre tydeligt, hvorvidt de aktivt har hjulpet El-Hussein med at gennemføre terroraktionen i Krystalgade.

Dermed kan anklagerens talegaver over for retten blive afgørende for, om den lader sig overbevise om de fire tiltaltes medskyld i angrebet, og om de havde det nødvendige forsæt, der kræves for at dømme dem.

Tiltalte har forklaret sig

Den sidste af de fire tiltalte har netop afsluttet sin forklaring i retten.

Han er manden, der gav El-Hussein en ny overtrøje, da han dukkede op i Mjølnerparken og havde brug for at ændre udseende. Han var også manden, der gik sammen med gerningsmanden, da denne kort efter gemte sin jakke fra Krudttønden-angrebet i et grønt område. Og så var han med, da gruppen af tiltalte mødtes efterfølgende i det, der med anklagerens briller kan ligne et planlagt møde om aktionen og det, der skulle følge efter.

Samtidig stod han op ad Omar El-Hussein og kiggede ind på hans computerskærm, da El-Hussein netop havde søgt på nye, egnede terrormål. Han var med, da den dansk-palæstinensiske terrorist vendte tilbage til Nørrebro efter at have myrdet en vagt foran synagogen og fik sammen med den medtiltalte LE et udførligt referat af begivenhederne inde på en computercafé.

Men spørgsmålet er, om det beviser, at han var med på, at Omar El-Hussein kunne finde på og ville gennemføre skudangrebet på synagogen.

Alle nægter sig skyldige

De fire nægter sig skyldige. IA fastholdt under dagens afhøringer, at han intet så til de google-søgninger, El-Hussein netop havde foretaget, da IA kom til og så nærmere på hans computer.

Det, El-Hussein viste ham, var billeder af afbrændte palæstinensiske flag, lød forklaringen fra den 23-årige mand under en afhøring, der var præget af sprogforbistringer på grund af hans noget famlende sprogbeherskelse.

Under det forrige retsmøde havde han fortalt, hvordan Omar El-Hussein efter angrebet på Krudttønden opsøgte ham i ghettobebyggelsen Mjølnerparken på Nørrebro. Her meddelte IA, at han ikke brød sig om angrebet, da El-Hussein over for vennerne tilstod, at han var manden bag den terroraktion, der havde chokeret landet.

Så ikke, hvad Omar søgte på

Efter de første møder med Omar El-Hussein i kølvandet på Krudttønden-angrebet antog den nu tiltalte, at drabsmanden ville stikke af til udlandet eller i det mindste gemme sig. Alligevel dukkede han nogle timer senere op på computercaféen.

Det blev IA noget overrasket over - men ikke så overrasket, at han valgte at orientere politiet om gerningsmandens færden.

»Jeg tager afstand fra handlingen, men jeg tager ikke afstand fra Omar El-Hussein. Han er min bror«, lød forklaringen.

Terrortiltalt blev vred over, at en morder kom forbi

Anklageren spurgte til de søgninger, El-Hussein på det tidspunkt netop havde gjort på sin computer på netcaféen Powerplay og som omfattede adresser på islamkritikere og en søgen efter jødiske mål, blandt dem en adresse ved synagogen.

»Så du det?«, ville anklageren vide efter at have afspillet en overvågningsvideo, der viser, hvordan den 23-årige et halvt minuts tid stirrer på skærmen sammen med Omar El-Hussein.

»Nej. Jeg så ikke på det«, svarede den tiltalte. Han tilføjede, at han dengang end ikke vidste, hvad en synagoge var, og at den er et bedested for jøder.

»Han sagde ikke noget om, at han ville slå nogen ihjel ved synagogen?«, blev han spurgt.

»Nej«.

»Ved du, hvor Fiolstræde er?«, ville anklageren vide med henvisning til, at gaden indgik i Omar El-Husseins computersøgen efter jødiske mål.

»Nej, overhovedet ikke«.

»Jeg ved ikke, hvad han tænkte. Han kunne sagtens stikke af. Jeg ved ikke, hvorfor han var på Powerplay«, siger den tiltalte IA i dag. Han tog sammen med El-Hussein og flere andre på en restaurant midt på aftenen. Men heller ikke her interesserede han sig for terroraktionen eller den trussel, El-Hussein udgjorde for det danske samfund.

»Talte I om, hvad Omar skulle nu?«

»Nej. Det var ikke noget, der interesserede mig. Der blev ikke talt om terror. Der blev ikke talt om islam. Vi spiste som normale mennesker. Han kunne rejse. Gå hjem. Sove. Gemme sig. Da jeg så ham på Powerplay tænkte jeg, at han ville sige farvel. Men jeg spurgte ham ikke«.

Mødtes atter efter angrebet på synagogen

De skiltes efter middagen på restaurant Kösem.

IA tog ifølge sin egen forklaring hjem. Omar El-Hussein tog ind i Indre By og myrdede en frivillig vagt foran synagogen, skød efter flere betjente - og forsvandt så atter for politiet.

Han dukkede op igen på Powerplay, hvor IA var i færd med at søge informationer om muhammedtegningerne og om Lars Vilks og om et netop foregået skyderi i Indre By, hvor der var åbnet ild mod politiet. Det var de første rapporter om angrebet på synagogen, IA var i færd med at læse, da hans ven Omar El-Hussein dukkede op.

El-Hussein fik ham og den anden medtiltalte LE ind i et baglokale, hvor overvågningsbillederne viser gruppen gestikulere og grine, mens El-Hussein beretter om noget, der at dømme efter gestikken handlede om noget skyderi.

Ifølge forklaringen i retten dæmrede det for IA, at El-Hussein kunne være indblandet.

»Han sagde, at han gerne ville tale med os. 'Der har været en skudveksling med politiet. Jeg er uskadt'. Han fortæller mig, at han har skudt efter politiet. Jeg er bare glad for, at han ikke er dræbt«, sagde IA. Han beskriver Omar El-Hussein som »begejstret« på det tidspunkt.

LÆS MERE

Fangede overvågnings-kamera tre venner juble over terrordrab?

»Jeg var målløs. Det var en selvmordsaktion jo. Han fortæller, at betjentene var bange, og at de faldt over hinanden, og at den ene tabte sit magasin«, sagde han på et famlende dansk, men understregede, at der efter hans mening ikke var tale om terror.

»Hvorfor fortalte han jer om det?«, ville anklageren vide.

»Jeg ved det ikke. Jeg har spekuleret over det i årevis nu. Jeg aner ikke, hvorfor han kom til Powerplay. Jeg spurgte: 'Hvad har du tænkt dig?' Omar sagde, at det var lige meget«.

IA og LE forlader et stykke tid senere Omar El-Hussein. IA kører med nogle venner ind til byen, men de måtte vende om: »Der var aktionsstyrker over det hele«, konstaterede han.

Anklageren kunne dokumentere, at IA, LE og mange andre ivrigt ringede løs mellem hinanden i timerne efter terrorangrebet den nat i februar 2015.

Men IA afviste på det kraftigste, at han havde spillet nogen rolle i Omar El-Husseins terrorangreb i København. Han havde ikke tilskyndet til det, overdraget Omar ammunition eller sagt, at han ville hjælpe, understregede han i retten.

Uregerlig tiltalt skabte scener i retssalen

Hans afhøring blev på et tidspunkt afbrudt af den medtiltalte MR, der flere gange tidligere har råbt efter sine medtiltalte, anklagerne eller dommeren. Det skete også i dag, hvor en række udfald mod den kvindelige dommer eller de kvindelige betjente i retssalen førte til, at han blev smidt ud fra lokalet. Det skete under højlydte protester, en byge af ukvemsord og et krav om, at han får en ny dommer .

Nu får han en chance for at dampe af: Sagen mod de fire fortsætter den 20. maj, hvor anklagemyndigheden går i gang med at afhøre vidnerne i sagen.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her