Hvordan sikrer man, at akut syge børn og unge under 18 år får den bedst mulige behandling, når de kommer på hospitalet med alt fra brækkede ben til uforklaring høj feber og sløvhed?
Det spørgsmål deler vandene i Region Midtjylland, hvor der bor omkring 270.000 personer i denne aldersgruppe. Og striden har haft den konsekvens, at en ledende overlæge på en børneafdeling mister sin titel. På den ene side af konflikten står børnelægerne. De mener, at børnene risikerer at få en dårligere behandling fra 2018. Stik modsat lyder det fra embedsmændene i regionen. De mener, at børnene vil få en bedre behandling.




























