Den drabstiltalte sygeplejerske fortrak ikke en mine. Hun stod ved sin stol i venstre side af det tætpakkede lokale og hørte retsformand Henrik Linde læse afgørelsen op under det 27. og sidste retsmøde i en retssag, hvis lige ikke er set i Danmark.
Temperaturen i retssalen var i løbet af formiddagen kravlet op omkring 25 grader. Vejret var trykkende og lummert efter en nat med tordenbrag og lynild. Og nu var det, som om de 120 tilhørere havde suget alt ilten ud af det lokale, som pårørende, kolleger og lokale borgere fra Nykøbing Falster havde fyldt op.


























