Det ligner ren forkælelse, når velbeslåede forældre i stor stil køber lejligheder til deres børn, så de kan bo trygt, godt og billigt i storbyen, mens de passer deres studier. Men bølgen af forældrekøb er ikke kun drevet af ønsket om at redde de unge fra endeløse boligkøer og vanvittige huslejer.
Det handler også om at gøre en god forretning. Derfor vælger forældrene i stigende grad at beholde lejlighederne og lade nye beboere flytte ind, når deres egne børn flytter ud. Men den trafik er med til at gøre boligmarkedet ustabilt og usundt, lyder advarslen nu fra Nordea.


























