Sara Rizwans søn Muhib var sky og græd, hver gang der kom nogen på besøg i hjemmet i Tingbjerg. Men Muhib var Saras første barn, og i starten troede hun egentlig, at hans opførsel var meget normal.
Da sundhedsplejerske Lene Marie Kjær begyndte at komme på besøg hos familien i udkanten af København, gik det dog ret hurtigt op for hende, at Muhib havde brug for at komme ud blandt andre børn og blive stimuleret – både sprogligt og socialt. Sara Rizwan vidste bare ikke, hvordan de danske institutioner fungerede, og i Pakistan, hvor hun og hendes mand kom fra, er det ikke normalt at få sine børn passet i så tidlig en alder.


























