Hvis ikke der indtræffer »et mirakel«, som Gerardo Lopez udtrykker det, så vil han på lørdag sætte sig på et fly og rejse ud af Danmark. Det sker, fordi Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har besluttet, at han skal udvises. Hans forseelse består i, at han sidste efterår har arbejdet et par timer om ugen for meget som natportier på forskellige danske hoteller. Reglerne er så rigide, at udlændingeminister Inger Støjberg (V) har bebudet, at hun her i efteråret vil ændre dem, men det hjælper bare ikke Gerardo Lopez, og det får nu rektor fra Copenhagen Business School, Per Holten-Andersen, til at blande sig i sagen.
»Det forekommer urimeligt, at så lille en overtrædelse af et meget kompliceret regelsæt skal have så dramatiske konsekvenser for Gerardo. Ministeren har meddelt, at reglerne vil blive ændret. Det må og skal derfor være muligt at finde en løsning omgående for personer, der er kommet i klemme«, siger Per Holten-Andersen, der mener, at sagen ikke kun er tragisk for Gerardo Lopez og hans danske kæreste, men også et problem for dansk erhvervsliv.




























