I et forsøg på at komme misbrug af pas til livs har Europaparlamentet givet grønt lys til en opstramning af pasreglerne i hele Europa.
Fremover vil vores pas dermed komme til at indeholde to fingeraftryk og et digitalt foto lagret på en lille chip i selve passet.
Et af hovedargumenterne er, at det vil blive lettere bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet som terrorisme og menneskehandel.
Teknisk set kan Danmark dog godt udlade at indføre de nye biometriske pas på grund af retsforbeholdet, men efter al sandsynlighed vil Folketinget alligevel sige ja med øje for vores Schengen-samarbejde.
Vigtig brik i terrorbekæmpelse
Venstres medlem af Europaparlamentet Karin Riis-Jørgensen er glad for dagens afstemning i Strasbourg.
»Pas, der indeholder fingeraftryk og et digitalt foto, vil være næsten umulige at forfalske. En vigtig brik i terroristers og kriminelles lyssky arbejde er netop at bruge stjålne europæiske pas til at få mennesker smuglet illegalt ind i Europa. Det skal der sættes en stopper for«, fastslår hun.
Når de nye regler træder i kraft om et års tid skal myndighederne i de enkelte lande begynde at tage fingeraftryk, når borgerne skal have nyt pas.
Det betyder, at alle borgere ikke på én gang skal rekvirere et nyt pas, men først når det gamle pas udløber og skal udskiftes. S: giv seksårige eget pas
Også hos Socialdemokraterne er der begejstring for de nye pasregler som et effektivt redskab mod terror og menneskehandel.
Men MEP Britta Thomsen havde dog håbet på, at aldersgrænsen for eget pas blev nedsat.
Fremover skal alle over 12 år være i besiddelse af det nye pas, men socialdemokraten havde gerne set, at børn helt ned i seksårsalderen blev inkluderet i de nye regler.
»Vi må ikke glemme, at også mange mindre børn bortføres og handles på tværs af grænser. Vi er nødt til at give myndighederne de bedst mulige våben til at bekæmpe den slags«, fastslår hun.



























