Politiken fredag: Den heftige debat om forældreorlov og omsorgsdage skal øjeblikkelig ned i børnehøjde. Det mener børneforskere og børneorganisationer, der med én stemme kraftigt advarer mod, at børnene bliver glemt og drukner i arbejdsmarkeds- og kønsdiskussioner. »Debatten om orlov i Danmark er helt forkert. Den kører alt for enøjet på kvindernes synspunkt. I stedet burde man kigge på, hvilken styrke orlov kan være for familien. Politikerne glemmer, at et samfunds styrke ligger i, hvor stærke vore børn bliver«, siger Lars Dencik, professor i socialpsykologi ved Roskilde Universitetscenter, og peger på, at svenske undersøgelser taler et tydeligt sprog. »Forældreorlov skaber et stabilt og ustresset børneliv, hvilket har meget, meget stor værdi for børnene. Forældre og børn bliver tættere knyttet, og det styrker samfundets mest værdifulde aktiv - nemlig familien«, siger han. Ifølge Lars Dencik er en vigtig svensk erfaring, at orlovsordningerne skal være fleksible. »Der bør skabes ordninger, der giver forældrene mulighed for at opfylde børnenes behov«, siger Lars Dencik, der finder de nuværende alt for stive og firkantede. I modsætning til svenskerne ved vi herhjemme ikke meget om, hvordan børn bliver påvirket af de forskellige pasningsordninger. »I Danmark har vi ikke rigtig haft øje for børnene i sammenhæng med orlovsdiskussionerne, og derfor er der aldrig lavet undersøgelser, som viser, hvad det betyder for børn at blive passet i institution«, siger børneforsker og psykolog ved Center for Institutionsforskning på Højvang Seminariet, Søren Smidt. »Vi spørger aldrig børnene. Det er altid forældrenes synsvinkel og problemer, der er i centrum«, siger han. Fine ord De danske børneorganisationer er stærkt utilfredse med, at børnenes behov glemmes i debatten. »Debatten er fuld af gode intentioner og fine ord, men i praksis bliver børnene aldrig inddraget. Deres medbestemmelsesret er fuldstændig nedprioriteret«, siger formanden for Børnesagens Fællesråd, Peter Grevsen. »Generelt må man desværre konstatere, at børns vilkår ikke har den store bevågenhed. Det er der talrige eksempler på. Børn har ikke ret til ferie, hvilket betyder, at en ikke uvæsentlig del sendes i daginstitution, selv om forældrene ligger derhjemme. Det er ubegribeligt, at børn lever et helt liv i daginstitutionen. Hvis forældrene altid henter barnet som det sidste, signalerer de, at andre ting end børnene er vigtigere. Og det betyder naturligvis meget for børnenes selvværd«, siger han. Formanden for Børnerådet, Jytte Juul Jensen, er enig. Hun kalder det for »katastrofalt«, at børnene holdes ude af debatten. »Politikerne glemmer helt at mærke efter børnenes behov. Man ved intet konkret om, hvor stor betydning forældreorlov har for børnene. Det burde bestemt undersøges«, siger Jytte Juul Jensen. Formanden for Børns Vilkår, John Aasted Halse. »Det er et uhyggeligt vigtigt område, som vi bør være opmærksomme på. Vi lærer vores børn at være forældre. Hvis vi er meget hjemmefra, påvirker det børnene og går ud over børnebørnene«, siger John Aasted Halse. »Orlov set fra børnehøjde bør belyses grundigt«, siger John Aasted Halse, der har en konference om emnet på tapetet. »Når forældrene føler den dårlige samvittighed, er det, fordi der er en grund til, at den er der. Og det er for sent at gøre noget ved det, når børnene bliver store«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























