Udvisning op i Folketinget

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Udvisningen af den srilankanske kvinde Uma Ratnavadyvel har sat sindene i kog i Folketinget, og politikere fra både venstre og højre fløj i Folketinget er nu klar til at ændre udlændingeloven. Kvinden blev onsdag udvist til Sri Lanka sammen med sin etårige søn - hun havde fået afslag på familiesammenføring med sin herboende mand, fordi han kun har haft opholdstilladelse her i landet i to år og ni måneder - og ikke som loven kræver i tre år. Indenrigsminister Karen Jespersen afslog at give dispensation til kvinden, med den begrundelse at det havde hun ikke kompetence til. Kvinden har efter ankomsten til Sri Lanka været til forhør hos myndighederne og vil om tre måneder kunne søge om at blive ført sammen med sin herboende mand - fra Sri Lanka. Den konservative Gitte Seeberg vil give indenrigsministeren mulighed for at give dispensation fra reglerne om familiesammenføringer i »helt absurde« sager, og i dagbladet Information støtter den radikale udlændingeordfører, Inger Marie Bruun-Vierø, tanken. Både CDs Arne Melchior og SFs udlændingeordfører, Knud Erik Hansen, mener, at indenrigsministeren godt kunne have givet dispensation inden for lovens rammer. SF har på onsdag indkaldt ministeren til at gøre rede for sagen i folketingssalen. »Hvis loven ikke giver mulighed for at give dispensation i sådan en sag, så må Karen Jespersen svare på, hvad der så skal ændres. Enten er lovgivningen for stram, eller også har myndighedernes praksis udviklet sig, så de altid hellere vælger at smide én for meget ud end én for lidt ud«, siger Knud Erik Hansen. Fordel til fotogene Enhedslistens Søren Søndergaard vil ikke give ministeren mulighed for at give dispensation i enkeltsager. »Så ender vi med, at en fotogen familie med et lille barn kan få lov at blive her, mens andre bliver strittet på porten. Det er ikke dispensationsmuligheder, der mangler - sagen viser som alle enkeltsager, at udlændingelovgivningen er alt for stram. Ministeren har sagt, at hun »desværre« ikke kan ændre udvisningen - hvis hun mener, at det var forkert at udvise kvinden, så kan regeringen i morgen samle et flertal med os, CD, SF og ændre loven«, siger han. Indenrigsminister Karen Jespersen var i går ikke til at træffe for en kommentar, men Socialdemokratiets udlændingeordfører, Lars Kramer Mikkelsen, siger: »Sagen handler jo ikke blot om treårsreglen, men også om hvorvidt kvinden er mere knyttet til Sri Lanka end til Danmark, og om manden kan tilbyde en bolig og forsørge hende. Det kan simpelthen ikke passe, at hver gang en kvinde føder et barn i Danmark, så får hun automatisk ret til at blive her. Hvor stopper festen så?«, siger Lars Kramer Mikkelsen. Han forudser, at enkeltsagerne hober sig op på ministerens bord, hvis der gives adgang til dispensation. »Når Dansk Folkeparti og konservative stiller sig op og vil give dispensation, så handler det om, at de ikke vil stå ved en politik, de selv har været med til at vedtage - nemlig at vi fører en stram udlændingepolitik«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her