Politiken tirsdag: Politiet fandt forrige torsdag to millioner kroner under ransagningen af et skur i Københavns Sydhavn. Pengene stammer sandsynligvis fra danmarkshistoriens største væbnede røveri, der fandt sted i november sidste år, hvor 41 millioner kroner forsvandt fra en pengetransport. Den 24-årige indehaver af bådskuret i Sydhavnen blev fredag anholdt og fængslet for meddelagtighed i røveri. Det kunne kriminalinspektør Willy Eliasen fra Glostrup Politi i går slå fast, oven på de seneste dages forlydender om at politiet skulle havde fundet ti millioner i bådskuret. Det var desværre ikke tilfældet, sagde Willy Eliasen til pressen. »Vi har fundet fire plastikposer med penge, og til sammen løber det op på to millioner kroner. Hverken mere eller mindre«, sagde han. Med hammer og skruetrækker Men to millioner er bedre end ingenting, selvom holdet af kriminalbetjente måtte arbejde for sagen. Efter at have hakket sig igennem fire centimeter betongulv med en hammer og en gammel skruetrækker, fjernet en træplade og en ukendt mængde sand, nåede de ned til skatten: to millioner kroner i plastikposer. Det 16 mand store hold, som arbejder på at opklare røveriet fra pengetransporten, havde under en ranssagning hos en bekendt til de to røvere fundet et medlemskort til en bådklub i Københavns Sydhavn. Bådskuret indeholdt ved første øjekast ikke andet end de sædvanlige redskaber. Men under en gammel olietønde faldt Politiet over en nuanceforskel i betongulvet, og det gav dem grund til mistanke. Pengene, der dukkede op af undergrunden i Sydhavnen, stammer med stor sandsynlighed fra rekordrøveriet mod en pengetransport i november sidste år. Troede ikke på røverne Pengene har været sporløst forsvundet siden røveriet, selvom en dusør på over fire millioner kroner venter den, der kan føre politiet til pengene. Røverne har forklaret, at de 41 millioner blev fjernet fra deres skjulested ved Damhussøen, og at de ikke længere ved, hvor pengene er. Men den forklaring tror politiet ikke på. »Vi tror, det er de penge, men vi kan ikke sige det med sikkerhed, før de er blevet undersøgt«, siger Willy Eliasen. Andrew Johannisson, der var chauffør på pengetransporten 27. november sidste år, truede sin kollega med en pistol og forsvandt med millionerne. Han har tilstået røveriet og har siddet fængslet lige siden. Hans kammerat Tim Hansen, der hjalp til med røveriet, er ligeledes fængslet. Længe i politiets søgelys Den 24-årige indehaver af bådskuret i Sydhavnen tilhører den personkreds omkring røverne, som længe har været i politiets søgelys og fortsat vil være det, oplyser kriminalinspektør i Glostrup Politi Willy Eliasen. Ifølge kriminalinspektøren har efterforskningen stadig langt igen, og han anmoder om ikke at tillægge fundet af de to millioner for stor betydning. »Det her er ikke et gennembrud i efterforskningen, og jeg tror ikke, vi skal forvente, at en opklaring er lige om hjørnet«, siger han, og opfordrer befolkningen til at blive ved med at kontakte politiet med spor i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























