Mobilmaster skal sladre om folks færden

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Titusinder af helt uskyldige personer risikerer at blive mål for politiets efterforskning, hvis Folketinget bakker op om en skærpelse af retsplejeloven, som justitsminister Frank Jensen (S) foreslår. Lovændringen vil give politiet ret til at få oplyst numrene på alle mobiltelefoner, der i et tidsrum er benyttet i et bestemt område, hvor der er sket en grov forbrydelse. De såkaldte masteoplysninger kom første gang rigtigt ind i billedet under politiets efterforskning af drabet på en rocker i Københavns Lufthavn i marts 1996. Enhver samtale i mobiltelefon efterlader elektroniske spor. Brugt under rockerkrig Teleselskaberne registrerer, hvornår der er blevet talt - og fra hvilke master samtalerne er blevet sendt. Ved at gennemgå rockernes mobilnumre kunne politiet blotlægge deres færden op til drabet, der blev starten på den seneste rockerkrig mellem rivaliserende grupper. Justitsministeriet erkender i bemærkningerne til forslaget, at det er et meget bredt indgreb i borgernes ret til frit at kunne tale sammen. Derfor skal det også kun kunne bruges i forbindelse med forbrydelser, hvor menneskers liv eller velfærd eller betydelige samfundsværdier står på spil. Efter Titangade Forslaget kommer, efter at Højesteret i 1997 afviste politiets ønske om, at få oplyst numrene på alle mobiltelefoner, der havde været i brug omkring Titangade på Nørrebro i København i timerne omkring et bombeattentat mod Hells Angells stedlige rockerborg. Det ville dreje sig om 25.000 til 30.000 samtaler, og det var mere, end Højesteret mente kunne rummes inden for retsplejelovens gældende bestemmelse om oplysninger om samtaler til »en bestemt telefon«. Landsretterne har siden givet politiet tilladelse til at få oplysningerne i andre sager, hvor det drejede sig om 500 eller 998 samtaler. Et enigt ekspertudvalg under ledelse af landsdommer Hans Henrik Brydensholt har i enighed foreslået den lovændring, som justitsministeren nu har fremsat. Skal ikke underrette Ifølge forslaget skal mobiltelefonernes ejere ikke underrettes - heller ikke efterfølgende - om at politiet har fået oplysningerne. Det er fortsat domstolene, der skal give tilladelse til udlevering af sådanne 'teleoplysninger', men tilladelsen kan gives, uden at politiet skal begrunde sit ønske med for eksempel mistanke om, at en forbrydelse er blevet aftalt over telefonen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her