Politiken tirsdag: I praksis siger danskere næsten aldrig nej til begå civil ulydighed og hjælpe asylansøgere, selv om de er udvist og formelt set opholder sig illegalt i Danmark. Det oplyser Komiteen Flygtninge Under Jorden, Asylgruppen og nødhjælpschaufføren Kim Andersen, der har specialiseret sig i at hjælpe flygtninge til at komme over jorden og få opholdstilladelse, efter at de har fået endeligt afslag på asyl og gemmer sig for politiet rundt om i Danmark. I løbet af de seneste tre år har mindst 5.000 danskere bidraget med næsten fire millioner kroner spontant og ved indsamlinger. Samtidig har i alt 400 læger, tandlæger, lærere, jordemødre, psykologer og jurister stillet deres sagkundskab til rådighed, mens 225 familier har skjult omtrent 400 flygtninge i perioder på op til flere år, anslår komiteen, gruppen og nødhjælpschaufføren. Kommer i skole »Jeg tror faktisk ikke, vi har hørt om danskere, som ikke ville hjælpe, når de bliver stillet over for det enkelte menneske, som er i nød. Står der et flygtningebarn på otte år med store øjne, som bliver kulret af livet under jorden, så lykkes det altid at finde en skoleinspektør og en klasselærer, der er parat til at lukke dem ind på skolen«, siger talsperson Helle Bliddal fra Komiteen Flygtninge Under Jorden. I sundhedssystemet er der altid læger, som vil behandle og udskrive medicin til udviste asylansøgere uden sygesikringskort, jordemødre, der vil hjælpe til ved en fødsel, kirurger der vil operere og psykologer, der vil tale. Der har endda været indlagt en udvist asylansøger på en lukket psykiatrisk afdeling. »Vi har mødt en fantastisk velvilje. Ingen siger nej og vi har haft hele små byer, der vidste, hvad der foregik, og som hjalp til. Det er også høj og lav, der støtter med penge. Vi har fået penge fra Strandvejsvillaer og sågar 700 kroner fra de hjemløse i København«, siger tidligere nødhjælpschauffør Kim Andersen. Forstår fristelse Socialdemokratiets udlændingeordfører Lars Kramer Mikkelsen forstår sådan set godt, at mange danskere fristes til at begå civil ulydighed og hjælpe det enkelte menneske i nød. »Når der kommer ansigter på, så gør det ondt på os alle sammen, men alligevel er det forkert, og strafbart. Det lyder måske meget koldt, men vi må ikke lade hele vores flygtningepolitik styre af enkeltsager, hvor vi bliver presset følelsesmæssigt,«, siger han. CDs gruppeformand, Peter Duetoft, mener, at det store antal af danskere, der støtter flygtninge under jorden, er et klart signal om, at den danske udlændingelovgivning er »strammet og strammet - lige til smertegrænsen«. Afviser ikke civil ulydighed Han vil ikke afvise, at han selv ville begå civil ulydighed. »Jeg er normalt en lovlydig borger, men jeg kan ikke svare på, om jeg i den konkrete situation ville sætte et menneske i nød over lovgivningen. Det ville afhænge af omstændighederne«, siger Peter Duetoft. Peter Duetoft har i foråret klaget til indenrigsminister Karen Jespersen (S) over 27 sager med afviste asylansøgere og forventer at modtage en skriftlig redegørelse i denne uge. En stor del af de 27 sager handler om asylansøgere, som lever under jorden i Danmark.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























