Højreideolog medlem af SF

Lyt til artiklen

Politiken søndag: En af chefideologerne på den yderste tyske højrefløj har i årevis været medlem af Socialistisk Folkeparti i Danmark. Den 58-årige Henning Eichberg siger selv, at han har skiftet side, men i Tyskland regnes han fortsat til den rabiate højrefløj. Han er stadig hovedskribent i et af dens blade. I Danmark sidder han samtidig i SFs kulturudvalg. Partiet vil nu iværksætte en undersøgelse af forholdene. I sine mange år på den tyske højrefløj udviklede Henning Eichberg sig til en af de mest indflydelsesrige ideologer. Den tyske Forfatningsbeskyttelse - der i lighed med Politiets Efterretningstjeneste i Danmark skal holde øje med samfundsomstyrtende grupper - har flere gange klassificeret ham som højreekstremist. De tyske myndigheder siger, at hans ideer om nationalisme er slået igennem i den samlede højrelejr. Myndighederne oplyser, at han helt op i 1980erne havde kontakt til yderligtgående grupper. Det svarer ikke til det billede, som Henning Eichberg tegner af sig selv. Han siger, at han forlod højrefløjen i 1970erne og nu i 20 år har været aktiv på venstrefløjen. I 1970erne forsøgte han at realisere nogle af de stærkt højreorienterede ideer, der i mellemkrigstiden lappede op ad nazismen. Det var politiske programmer, der påberåbte sig at være socialistiske. »Jeg gjorde først mine forsøg med socialisme på højrefløjen. Men det virkede ikke. Så gik jeg ind i socialisme på venstrefløjen«, siger Henning Eichberg. Han har været idrætsforsker i tilknytning til Gerlev Idrætshøjskole, siden han i 1982 kom til landet. Han forlod Tyskland, fordi han på grund af sine aktiviteter på højrefløjen ikke kunne få ansættelse på et tysk universitet. Henning Eichberg vedgår kun nølende sin højrefortid over for Politiken, men forsikrer, at han ikke har skjult noget for sine partifæller. Han erkender dog, at han aldrig har fortalt, at han har været ideolog. Han siger, at han blot har været en »skribent«, der har forsøgt at gøre sig sine egne tanker. Siden 1979 har han været hovedskribent i det stærkt højreorienterede blad 'Wir selbst', som han kalder et dialogorgan for højre og venstre. Forlæggeren bag bladet lever af også at udgive forherligende bøger om og af nazitidens koryfæer. Forfatningsbeskyttelsen har et godt øje til såvel forlaget som bladet. Henning Eichberg meldte sig ind i SF i 1994. For flere år siden opnåede han sæde i partiets kulturudvalg. Oplysningerne om hans fortsatte aktiviteter i Tyskland kommer bag på SFs ledelse. Landssekretær Ole Hvass Kristiansen er chokeret over oplysningerne og har bedt om en skriftlig redegørelse. »Vi kender ham kun som en blød mand med krøllet hår. Når han argumenterer, er det på klassisk universitets-marxistisk grundlag - måske mere end normalt i vore dage«, siger SFs landssekretær. Pernille Frahm, der sidder i Europaparlamentet for SF, kender Henning Eichberg fra såvel kulturudvalget som sommerkurser på Livø. Hun siger, at han på kurserne har fortalt om sin fortid på højrefløjen. Men det kommer bag på hende, hvad det er for et blad og et forlag, han arbejder sammen med i Tyskland. Hun har selv på hans opfordring skrevet et indlæg til 'Wir selbst'. Men hun har aldrig set bladet, og hun anede ikke, at forlaget levede af at udgive nazibøger. »Det er godt nok nyt for mig. Det har jeg aldrig hørt om. Jeg bryder mig ikke om, hvis det er det blad, jeg har skrevet i. Så er jeg kommet i et selskab, jeg ikke synes om. Det vil jeg snakke med Eichberg om«, siger Pernille Frahm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her