Mere fart på digital forvaltning

Lyt til artiklen

Den offentlige sektor kan blive langt mere effektiv og yde en bedre service til gavn for borgerne, hvis der satses målrettet på at bruge informationsteknologi (IT) i forvaltningen. Det konkluderer et udvalg om digital forvaltning, som tirsdag fremlagde resultatet af sit arbejde. Udvalget blev nedsat i efteråret sidste år med deltagelse af flere ministerier samt repræsentanter for amter og kommuner. Målet med udvalget har været at afdække de organisatoriske og juridiske perspektiver i at indføre en digital forvaltning. En milepæl »Jeg betragter rapporten som en milepæl i digitaliseringen af den offentlige sektor. Den er startskud til en række initiativer, som skal sætte skub i det offentliges brug af IT. Den er også et signal til alle myndigheder og institutioner om at se nøje på mulighederne i digital forvaltning«, siger finansminister Pia Gjellerup (S). Den digitale forvaltning skal især gøre det muligt at frigøre ressourcer fra administration til mere service. Internet er ifølge udvalget en billig og fleksibel teknologi, der kan bruges til at understøtte og omdanne forvaltningens arbejde og øge effektiviteten. Der vil være mulighed for en væsentligt bedre service og en reduktion af administrative byrder for både borgere og virksomheder, konstaterer udvalget. Samtidig giver teknologien borgere og virksomheder bedre mulighed for at følge og deltage i politiske beslutningsprocesser. Flere indsatsområder Udvalget, der har haft afdelingschef Adam Wolf, Finansministeriet, som formand, peger på, at der på flere områder er behov for at gøre en særlig indsats. Det gælder tilpasninger af love og regler, løbende udvikling af IT-systemer, der øger integration af data, udbredelse af sikkerhedsløsninger samt etablering af adgang til data på tværs af den offentlige sektor. Udvalget mener, at opgaven med at digitalisere forvaltningen bør opprioriteres i de kommende år. Der er gevinster forude, ikke kun i forbindelse med kontakten udadtil, men også i forbindelse med omlægningen af de interne arbejdsprocesser i den offentlige forvaltning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her