Politiken fredag: Der er opstået stor mystik om landets politibemandede alarmcentralers stabilitet til at modtage 112-opkald hurtigt nok. Det skyldes en tragisk hændelse i denne uge i Frederikshavn, hvor pårørende til en 76-årig livsfarligt syg kvinde måtte tilbringe adskillige minutter i forgæves venten på grund af en systemfejl på byens alarmcentral, der drives af politiet. Sagen førte i går til, at vicerigspolitichef Erik Justesen øjeblikkeligt bad om en grundig rapport fra både Frederikshavn Politi og Tele Danmark. Politistationen i det nordjyske kom i går med uklare meldinger om systemfejlens udbredelse på andre politistationer. Et centralt spørgsmål er nu, om der er tale om et enkeltstående eller et udbredt problem. Opkaldet gik forkert Fejlen opstod i tirsdags, da en søn til den 76-årige tastede 112, fordi moderen var faldet om med en blodprop. Opkaldet gik ikke, som alle procedurer ellers kræver, til alarmoperatøren. På grund af en fejl i politiets telefonanlæg kunne politiet ikke registrere 112-opkaldet, og først med Tele Danmarks mellemkomst lykkedes det sønnen stærkt forsinket at komme igennem til alarmcentralen. Kvinden døde af sin blodprop. Fejlen skyldes ifølge Frederikshavn Politi, at det telefonanlæg, der skal sikre, at 112-opkaldene går til rette plads, nu og da falder ud. Problemet har ifølge vicepolitiinspektør i Frederikshavn Per Lauritzen været kendt det seneste halvandet år. Han formoder, at andre politistationer med tilsvarende telefonanlæg døjer med samme problemer. »Jeg vil tro, at problemet er lignende på de alarmcentraler, der har samme type anlæg som vores«, siger Per Lauritzen. Intet overblik Han har imidlertid ikke overblik over, hvor mange alarmcentraler det drejer sig om, og han har selv kun detailkendskab til alarmcentralerne i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg. De to sidstnævnte råder over andre systemer. Frederikshavn Politi gav i går en mundtlig redegørelse til Rigspolitiets Radio/Motorsektion. I de kommende dage vil vicerigspolitichef Erik Justesen have sagen grundigt undersøgt, men det vil undre ham meget, hvis fejlen skulle dække over et landsdækkende problem. »Da vi i formiddag (i går, red.) bliver bekendt med det her som et problem, kontakter vi Tele Danmark og Frederikshavn. Fra begge steder vil vi få en rapport om, hvad der er op og ned på den historie. Det vil overraske mig meget, hvis det her er et landsdækkende problem, for vi har aldrig hørt om det«, siger Erik Justesen. Nye alarmcentraler Efter et længere forberedende arbejde hos netop Rigspolitiet bebudede justitsminister Frank Jensen (S) i januar en gennemgribende modernisering af landets alarmcentraler. Efter planen skal landets 41 alarmcentraler ved udgangen af 2002 reduceres til blot syv, som skal forsynes med væsentlig bedre teknik end i dag. Ifølge samme plan skal alarmcentralen i Frederikshavn lægges ind under alarmcentralen i Aalborg. Datoen for sammenlægningen har hidtil heddet ultimo 2001. Medlem af Folketingets Retsudvalg Tom Behnke (K) er selv politiassistent, og han undrer sig umiddelbart over, at politiet i Frederikshavn har kendt til problemet i halvandet år uden at reagere. »Det kan være kritisabelt, men i første omgang er jeg helt tryg ved, at Justesen har taget fat på det her«, siger Tom Behnke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























