Mere strid om Mellemøsten

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Regeringen og de borgerlige er på vej ud i en ny konflikt om Mellemøsten. Arne Melchior, CDs medlem af Udenrigspolitisk Nævn, vil kræve, at den danske regering påtaler den antiisraelske sprogbrug i palæstinensiske skolebøger over for palæstinensernes leder, Yassir Arafat. På fredagens møde i Udenrigspolitisk Nævn fik Arne Melchior tilsagn fra udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) om at få undersøgt de palæstinensiske skolebøger. Ifølge CDeren vil det bevise, at der »hver dag undervises i direkte had mod Israel og israelske mennesker«, hvilket han mener skærper konflikten og derfor strider mod det danske fredsønske. »Dokumentationen skal vise, hvad de palæstinensiske skoler underviser i. Arafat blev modtaget som præsident. Så må han også tage ansvaret. Har jeg ret, er det bevisførelse for, at israelerne har grund til at ryste for deres liv«, siger Arne Melchior og understreger, at israelske skolebøger ikke indeholder lignende fjendebilleder. Udenrigsordfører Per Stig Møller (K) påpeger, at netop hadebilleder modarbejder den konfliktløsning, som er dansk udenrigspolitiks mål i Mellemøsten. Derfor støtter han initiativet, såfremt Melchiors beskrivelse holder. »Gør vi opmærksom på, at disse skolebøger i hvert fald overhovedet ikke gavner, kan det være med til at løse konflikten«, siger Per Stig Møller. Udenrigsordfører Jens Hald Madsen (V) ligger på samme linie: »Er skolerne et propagandaapparat, der skaber had og avler små miniterrorister, er den helt gal. Skal vi holde balancen, hvor vi allerede har påtalt ting, som Israel har gjort, skal man selvfølgelig også påtale det, der foregår på palæstinensisk side«. Både SF og S afviser en påtale af Arafat. SFs formand, Holger K. Nielsen, nikker genkendende til Melchiors beskrivelse fra norske undersøgelser af palæstinensiske skolebøger. Han bryder sig ikke om det, men mener det er for »langt ude« at gøre dansk udenrigspolitik til et spørgsmål om et andet lands undervisningsmateriale. »Det er ikke en seriøs måde at håndtere det her på. Der er tale om en besættelsesmagt, og der blev jo også sagt mange grimme ting om tyskerne, da vi var besat. Det undskylder naturligvis ikke de palæstinensiske skolebøger, men det er ikke her, vi skal tage fat«, siger Holger K. Nielsen. Medlem af Udenrigspolitisk Nævn Per Kaalund (S) tvivler på en påtales effekt: »Man skal omtale hinanden ordentligt. Men jeg har svært ved at se, at det er et dansk anliggende«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her