Landets højskoler byder unge med minoritetsbaggrund velkommen. Initiativet er et led i en anderledes højrøstet højskolebevægelse, som skal placere Grundtvigs tanker midt i mediebilledet, siger generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Kim Hjerrild. »De samfundsmæssige problemer og den store integrationsopgave, der venter forude, må højskolerne i Danmark ikke ignorere. Der skal vi deltage aktivt. Det er tvingende nødvendigt, når vi skal stå som højskoler i takt med tiden«, forklarer generalsekretæren. Kim Hjerrild skal ved weekendens årsmøde fremlægge et længere idékatalog, som skal samle højskolebevægelsens mangeartede fløje, få skolerne frem i mediernes projektører og som skal stoppe elevtilbagegangen på 30 procent gennem de seneste fem højskoleår. »Vi skal ud og vise et større engagement og skarpere meninger«, fortsætter han i optakten til et fælles fodslagsmøde på Nørgaards Højskole ved Bjerringbro. »Ideen bag initiativet er, at højskolerne skal lære unge med indvandrerbaggrund Danmark at kende fra en anden vinkel end den, de oplever i Vollsmose eller Gellerupområdet. Det har altid været svært for højskolerne at få fat i denne gruppe. Men vi mener, at vi kan spille en stor rolle som formidlere af den danske kultur, forklarer Kim Hjerrild, der har foreslået samarbejdsaftaler om kommende projekter med landets større kommuner«. Minoriteter svagt repræsenteret De danske højskoler har hidtil haft uhyre svært ved at tiltrække unge med minoritetsbaggrund. Det ses tydeligt i elevtallene, der viser, at gruppen kun udgør en halv procent af det samlede antal af elever på højskolerne. »Der har hidtil været en stor barriere i forhold til gruppen af unge indvandrere. Derfor vil vi nu forsøge at lave nogle foranstaltninger, så vi kan overstige disse forhindringer«, siger generalsekretæren. Der vil højst sandsynligt blive tale om tilpassede forløb, hvor eleverne får tilknyttet individuel elevstøtte på skolerne. Man kan også forestille sig, at der skal være opdelte soveafsnit på de højskoler, som bliver involveret i pilotprojekterne, fortsætter han. Han oplyser, at foreningen vil satse økonomiske midler på blandt andet at ansætte en indvandrerkonsulent i foreningen. Samtidig vil højskolebevægelsen bruge flere ressourcer på at skabe kontaktflader mellem højskolerne og unge med minoritetsbaggrund.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























