Politiken torsdag: Selv om amterne i øjeblikket investerer 750 millioner kroner i bedre forhold for psykisk syge, har det ikke hjulpet børn og unge, som i stigende omfang indlægges på psykiatriske afdelinger for voksne. Sidste år blev 530 børn under 18 år behandlet blandt voksne - en stigning på 14 procent siden 1996. Det viser tal, som Politiken har indsamlet fra hospitaler og amter landets over. For mange Formand for Amtsrådsforeningen Kresten Philipsen (V) medgiver, at »det er 530 børn for meget«, og en yderligere oprustning på børne- og ungdomspsykiatrien er på bordet, når han i dag mødes med regeringen for at forhandle den økonomiske aftale på plads for næste år. »Vi investerer som aldrig før med 750 millioner kroner over tre år, og de penge kommer også børn og unge til gode. Men vi forsøger at tilføre yderligere midler til de unge - især med fokus på spiseforstyrrelser og øget uddannelse af personalet«, siger Kresten Philipsen. Amterne vurderer den ekstra oprustning i 2002 til en pris på 25 millioner kroner, hvor en del af pengene også skal gå til en bedre samordning mellem sygehuset og de sociale tilbud, den psykisk syge unge skal have efter udskrivningen. Mangel på personale Sundhedsminister Arne Rolighed (S) peger på, at problemet med børn og unge på voksenpsykiatriske afdelinger ikke er et spørgsmål om penge, men om at få tilstrækkeligt med uddannet personale. I forhold til forhandlingerne i dag er han ikke specielt meddelsom, men siger dog om det ekstra tilskud på 25 millioner kroner til psykisk syge børn og unge: »Det er nu ikke det, som skal skille os og amterne ad«. Ifølge ledende overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital Anne-Rose Wang har det alvorlige konsekvenser at blande patienterne: »Det er yderst problematisk, at børn og unge stadig bliver indlagt på voksenpsykiatriske afdelinger. For det første er personalet ikke uddannet til at tage sig af børn og unge, for det andet kan det være en voldsom oplevelse for et ungt menneske at være sammen med voksne, der ofte lider af vedvarende psykiske sygdomme«. Bekymring Også formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab Jens Buchhave ser med bekymring på udviklingen: »Der er et kæmpe misforhold mellem udbud og efterspørgsel. Politikerne har ikke sikret sig, at der er pladser nok til de sindslidende børn og unge«, siger han. Set med amternes øjne er det ikke kun et spørgsmål om at etablere flere sengepladser og ansætte flere speciallæger inden for børne- og ungdomspsykiatri. »Der er fortsat mangel på disse grupper, og vi må nok til at åbne øjnene for at bruge andre faggrupper - psykologer for eksempel - og i øvrigt kombinere indlæggelse med mere opsøgende arbejde«, siger Kresten Philipsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























