Stor afstand mellem regeringen og KL

Lyt til artiklen

Det er flere milliarder kroner, som skiller regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) i forhandlingerne om næste budgetter. Det slog KLs formand, Odenses borgmester Anker Boye (S), fast torsdag aften, da han midlertidigt afbrød forhandlingerne med finansminister Pia Gjellerup (S) for at mødes med KLs bestyrelse. KL vender tilbage til Finansministeriet til nye forhandlinger klokken 22.00 torsdag aften, medmindre regeringens møde forinden med Amtsrådsforeningen trækker ud. Sidstnævnte møde starter klokken 19.30. »Det er penge, kun penge det handler om«, sagde Anker Boye, efter mødet. »Det er tilsyneladende ret meget, som skiller os. Det er i milliardklassen, det handler om«, sagde KLs formand, som kun ville sige, at der dog ikke var tale om fem milliarder kroner. Samtidig er der uenighed om, hvordan man egentlig skal opgøre kommunernes forventede udgifter næste år - for eksempel på grund af et stigende børnetal. En nødvendig forudsætning for at kunne diskutere, hvor meget de må stige. »Jeg er ærgerlig over, at vi stadig så sent i forhandlingsforløbet skal diskutere, hvad der er op og ned i regnestykkerne. Nu får embedsmændene lov til at bokse med hinanden, inden vi atter mødes til politiske forhandlinger«, sagde Anker Boye. Pia Gjellerup bekræftede, at det store spørgsmål stadig er størrelsen af regeringens bloktilskud til kommunerne. »Vi har nogle udeståender, vi skal have beregnet ordentlig, før vi atter mødes til de politiske vurderinger. Men den samlede økonomi er stadig det store punkt«, sagde finansministeren. Anker Boye sagde, at han frygter, at regeringen vil prioritere sundhedsområdet - og amterne - højere end kommunernes krav om ekstra penge til børn og ældre. »Jeg forestiller mig ikke, at regeringen vil servicere og give sygehusene på bekostning af de ældre og børnene«, sagde KLs formand. »Men sådan kan det godt se ud som, når vi ser på, hvad der foreløbig er sluppet ud fra regeringen. Men jeg håber på, at regeringen vil være afbalanceret af hensyn til hele befolkningen og det samlede behov - også for ældre og børn«, sagde Anker Boye. Pia Gjellerup var dog ikke enig i Anker Boyes udlægning af regeringens prioriteter. Selv om regeringen allerede er kommet med kostbare planer om øget indsats mod kræft, hjertebehandling og indførsel af elektroniske patientjournaler, så skulle sygehusejerne - amterne - angiveligt ikke stå finansministerens hjerte nærmest i år. »Vi prioriterer de politiske områder, som skal løses for danskerne i de kommende år - og det gælder både for amter og kommuner. Det skelner vi ikke specielt imellem«, sagde Pia Gjellerup som dog efter mødet med KL var optimistisk i forhold til, at en aftale med amterne allerede falder på plads torsdag aften. »Vi vil bestemt ikke få forhandlinger til at vare længere end nødvendigt«, sagde Pia Gjellerup smilende. Som sidste år kræver regeringen, at kommunernes udgifter ikke må stige mere end én procent i 2002. Det er hørt før, men sjældent blevet holdt. Kommunerne har da også på forhånd afvist, at de én procent kan overholdes med henvisning til stigende udgifter til børn og ældre. Regeringens forhandlinger med kommunerne og amterne plejer at være færdige i midten af juni, så Folketingets finansudvalg kan godkende aftalerne inden den 1. juli, hvor Indenrigsministeriet oplyser bloktilskuddene til landets kommuner. Hvis den rutine skal fortsætte, skal aftalen være klar inden weekenden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her