Frank Jensen afviser Schengen-problemer

Lyt til artiklen

Justitsminister Frank Jensen (S) afviste fredag efter et møde i Folketingets Europaudvalg, at Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet har medført politi- eller veterinærmæssige problemer. »Alt går som forventet«, sagde justitsministeren knap tre måneder efter, at den faste grænsekontrol blev nedlagt. Ifølge Frank Jensen har politiet og veterinærmyndighederne i grænseområdet et glimrende samarbejde, så grænsepolitiafdelingen hjælper sidstnævnte med at foretage de nødvendige kontrolundersøgelser. »Beviset er jo, at vi indtil videre har forhindret mund- og klovsygen i at komme til Danmark«, sagde Frank Jensen. Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kristian Thulesen Dahl, mente dog, at billedet langt fra er så lyserødt - specielt hvad angår illegale grænseoverløbere. Hvor grænsekontrollen tidligere fangede 7,5 grænseoverløbere om dagen, er det tal nu faldet til 3,1. Ifølge Kristian Thulesen betyder dette, at langt færre asylansøgere med det samme kan sendes tilbage til Tyskland som åbenlyst grundløse. »I stedet så melder asylsøgerne sig i København«, siger han. »Det gør det sværere for myndighederne at bevise, hvordan de er kommet ind i Danmark, hvilket igen koster ekstra kræfter og omkostninger til at behandle deres sager. Det er en af hovedårsagerne til, at der for øjeblikket er en ophobning af asylansøgere«, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører. Enhedslistens EU-ordfører, Keld Albrechtsen, er dog - på trods af, at også han er modstander af Schengen-samarbejdet - enig med Frank Jensen i, at ophævelsen af grænsekontrollen reelt ikke medfører flere asylansøgere. »De foreløbige tal tyder på, at Frank Jensen får ret i, at når systemet er kørt ind, så vil grænsekontrollen være mindst lige så effektiv. EUs fælles system med fingeraftryk gør, at asylansøgerne bliver registreret i det første ansøgerland, og derfor kan de danske myndigheder hurtigt fastslå, hvor de kommer fra«, siger Keld Albrechtsen med henvisning til det såkaldte Eurodac - et register over asylsøgeres fingeraftryk, der skal forhindre flygtninge i at prøve lykken i flere EU-lande. En vurdering Kristian Thulesen Dahl dog afviser. »Regeringen har tidligere oplyst, at antallet af illegale indvandrere til EU-landene i 1993 årligt var på 40.000 - et tal som i 1999 var steget til en halv million årligt. Disse bliver i hvert fald ikke registreret i fingeraftrykskartoteket og kan ende med at stå på Københavns banegård«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her