Unge muslimer vil skabe religiøs dagsorden

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Unge muslimske studerende vil til efteråret forklare den danske offentlighed deres religion. De vil skabe et modbillede til Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis fremstilling af muslimer, og de reagerer også på den seneste hårde kritik af den 22-årige muslim Mona Sheikhs forsøg på at blive folketingskandidat for Det Radikale Venstre. »Vi skal ikke bare afvente kritik, men tage initiativ til at tegne dagsordenen for, hvordan islam debatteres i det danske samfund. Vi kan tage aktuelle emner op, som vi synes skal diskuteres, og det handler ikke bare om Koranen. Vi skal som muslimer give vores besyv med som danske statsborgere, så vi markerer os i samfundsdebatten«, siger imam Fatih Alev, der også er formand for Foreningen af Studerende Muslimer (FASM). Han mener, at det første skridt bør være debatmøder om islam over hele landet til efteråret, hvor alle interesserede danskere kan deltage. I de senere år har foreningen arrangeret foredrag på læreanstalter, men møderne skal altså nu også udvides til offentlige debatmøder i blandt andet medborgerhuse. Lav profil »De seneste uger har været forfærdelige. Jeg har altid sagt, at der ikke er nogen modsætninger mellem Danmark og islam. Men nu kommer unge muslimer og siger: »Der kan du bare se«. Jeg tror desværre, at vi fremover vil blive brugt som syndebukke. Mange danskere har skræmmebilleder af islam fra udlandet. Uanset hvad vi som danske muslimer siger«, mener Fatih Alev. Initiativet kommer i en situation, hvor mange i det muslimske miljø ellers har valgt at holde lav profil i offentligheden efter den seneste tids debat, fordi de føler sig mistænkeliggjort. Islam-eksperten dr.phil Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitet er da også bekymret over udviklingen. »De muslimske organisationer skærmer nu af for offentligheden. Og det er jo ikke befordrende for udviklingen af et multikulturelt samfund eller for integration. Vi bærer som majoritet et ansvar for, at der er en dialog, og at alt kan diskuteres på værdig vis«, siger Jørgen Bæk Simonsen, der er glad for Fatih Alevs initiativ: »Vi må diskutere, hvordan vi bedst støtter et flerkulturelt Danmark i modsætning til dem, der vil postulere, at Danmark skal være som i gamle dage. Det gamle Danmark er allerede begravet og kan ikke genoplives. Der skal gives rum til andre grupper, som også er blevet danskere, så de på ligeværdig vis kan leve i Danmark«. Gavner fundamentalisme Hvis der ikke kommer gang i en dialog, frygter han, at små fundamentalistiske grupper i Danmark som Hizb-ut-Tahrir vil få en større tilslutning. De ønsker at etablere islamiske stater og betragter enhver form for engagement i verdslige samfund som det danske som forræderi. »Man skal ikke være blind for, at de i fremtiden kan tiltrække sympatisører, hvis samfundet ikke vil diskutere med muslimer på et ligeværdigt grundlag. Der er ingen tvivl om, at den usmagelige diskussion i medierne i den seneste måned gavner disse fundamentalister«, mener Jørgen Bæk Simonsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her