Syv fængslet for kvindehandel

Lyt til artiklen

Syv blev mandag isolationsfængslet i 14 dage, sigtet for at have handlet med udenlandske kvinder. En ottende blev løsladt, da gruppen blev fremstillet ved et lukket grundlovsforhør i retten i Århus efter en omfattende politiaktion mod prostitutionsmiljøet i en række større jyske byer. 14 andre blev anholdt ved den koordinerede aktion, men de blev alle sat på fri fod efter afhøringerne. Alle sigtes for at have overtrådt straffelovens bestemmelser om organiseret menneskesmugling, som ifølge politiets teori blev gennemført for at sikre kvinder til bagmændenes massageklinikker. Det var de fortsat uopklarede drab på to udenlandske prostituerede kvinder i Randers i januar sidste år, der fik politiet i Århus til at gå ind i en nærmere efterforskning af handlen med udenlandske kvinder. Efterforskningen, der har været intensiveret siden jul, hvor Århus Politi nedsatte en særlig gruppe, førte søndag til pågribelsen af i alt 40 personer. Baltiske kvinder Heraf vurderes de 7 nu fængslede og de 14 løsladte at være bagmænd i et organiseret netværk, mens de resterende 18 er baltiske kvinder. To kommer fra Estland, resten er fra Letland og er altså landsmænd med de dræbte fra Randers. Kvinderne er i alderen 18 til 26 år. Fem massageklinikker og to escortbureauer er foreløbig involveret i sagen. Aktionen søndag involverede i alt ni politikredse. Flest blev der taget i Skive, hvor politiet tog i alt 12 danskere og 12 baltiske kvinder. Resten blev anholdt i Aalborg, Århus, Vejle, Fredericia, Kolding, Haderslev, Odense og Slagelse. De otte, der blev fremstillet i grundlovsforhør, er fire mænd og fire kvinder i alderen 29 til 51 år alle kategoriseret under betegnelsen "bagmænd". På et pressemøde på Århus Politigård mandag eftermiddag fastslog chefkriminalkommissær Preben Juel Hansen, at det er bagmændene og ikke pigerne, politiet koncentrerer sin indsats om. »Vi kan konstatere, at dem, der står for indsmuglingen af pigerne og organiserer deres arbejde her i landet, har en ganske god indtægtsmulighed, som de også udnytter«, sagde Preben Juel Hansen og tilføjede, at indtjeningen ligger højere end "en bedre akademikerløn". Dertil kommer, at den form for kriminalitet har været forholdsvis "sikrere" end for eksempel handelen med narko, som traditionelt har haft politiets bevågenhed. Måske flere anholdelser Ved at koncentrere sig om selve menneskesmuglingen, der har en højere strafferamme end alfonseri, har det været muligt for politiet at benytte sig af nye efterforskningsmetoder. Det gælder for eksempel telefonaflytning. »Men derudover har vi brugt analyseformer, som også bruges af andre end politiet«, sagde Preben Juel Hansen. Han ville dog ikke konkretisere, hvad politiet nøjagtigt har foretaget sig, men henviste til, at sagen kører for lukkede døre i retten. »Vi har været i den specielle situation, at vi har haft et meget stort materiale, som vi nu har kogt ned«, sagde Preben Juel Hansen, der ikke kunne afvise, at der vil komme flere anholdelser i den kommende tid. Han konstaterede, at kvinderne tilsyneladende ikke kommer til Danmark under falske forudsætninger, men godt ved, hvad de skal lave.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her