Læger: Luk natberedskab

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: Lægerne spilder tiden, når de sidder på nattevagt og venter på patienterne. Derfor bør en række døgnåbne sygehusafdelinger med akut modtagelse lukke for natten og i stedet bruge lægerne i den vågne arbejdstid til at behandle ventende patienter. Forslaget kommer fra Den Almindelige Danske Lægeforening og er et bud på, hvordan regeringens og amternes mål om at behandle 20.000 flere om året for at barbere ventetiden ned til højst tre måneder kan nås. »Med en lægemangel på 700 må vi udnytte de mennesker, vi har, så godt som muligt, og det gør vi ikke ved at lade dem sidde og vente om natten«, siger lægernes formand Jesper Poulsen. I modsætning til forslaget med at hente udenlandske læger til Danmark eller at efteruddanne flygtninge med lægelig baggrund - som også har lægeforeningens støtte - så vil en omlægning af arbejdet fra nat til dag virkelig tælle, viser beregninger, som lægeforeningen selv har foretaget. »Hvis bare hver af de 14 amter lukkede en enkelt afdeling med akut modtagelse, betyder det 150 flere læger i dagvagt. Og lukker hvert amt to, er gevinsten den dobbelte. Så begynder det at flytte noget i forhold til ventelisterne«, siger Jesper Poulsen. De læger, som betjener de akutte afsnit om natten, er primært ortopædkirurger, organkirurger, gynækologer, narkoselæger og specialister i intern medicin, og det er netop disse specialer, der også er hårdt brug for til at afkorte køen til behandling. Amterne lægger om Amterne er i gang med at omlægge behandlingen og samle de døgnåbne funktioner på færre afdelinger og hænder, men Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen (V) medgiver, at det går langsomt. Og han skyder bolden tilbage på lægernes banehalvdel: »Det ville gå hurtigere, hvis Jesper Poulsens kolleger var lidt mere stemt for omlægningen - også når det rammer lige nøjagtigt deres sygehus. Eller hvis hans praktiserende kolleger var lidt mere forhandlingsvillige, når det gælder sammenlægning af skadestue og vagtlægefunktion«, siger Phillipsen, som dog kalder modstanden for »et såre menneskeligt træk«. »Men angsten for det nye findes altså også hos læger, og derfor tager øvelsen med at luge ud i de akutte afsnit længere tid«, siger han. Rolighed forstår Sundhedsminister Arne Rolighed (S) forstår modstanden mod at lukke døgnåbne afdelinger. En modstand, som ikke kun er de lokale lægers. »Det er også borgernes reaktion. Jeg tror snarere, at man skal bevare de akutte og døgnåbne afsnit og så lade et fælles team af læger betjene flere sygehuse på én gang«, siger ministeren. Den akutte lægemangel vil han hellere løse ved at omlægge de traditionelle arbejdsgange, så læger og sygeplejersker aflastes af andre faggrupper. Ministeren sætter også sin lid til, at det stigende antal medicinstuderende snart bliver færdige som læger og kan tage fra.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her