Islands præsident besøger Færøerne

Lyt til artiklen

Islands præsident, Olafur Ragnar Grímsson, ankom torsdag ved middagstid til Færøerne på et officielt besøg, hvor han blev modtaget af Færøernes lagmand, Anfinn Kallsberg, og et opbud af både danske, færøske og islandske repræsentanter. Da Færøerne er en del af rigsfællesskabet med Danmark deltager bl.a. det danske riges øverste repræsentant, rigsombudsmand Vibeke Larsen, i det officielle program. Samtidig består følget af både Danmarks ambassadør i Reykjavik, Flemming Mørch, samt Islands ambassadør i Danmark, Helgi Àgústsson. Forinden det fine besøg har lagmand Anfinn Kallsberg også indhentet en tilladelse til at være vært for den islandske præsident fra dronning Margrethe. Et præsidentbesøg rangerer på højeste niveau, og derfor er det et rigsbesøg, der sorterer under det danske riges dronning. Olafur Ragnar Grímsson og hans partner, den britiske Dorrit Moussaief, blev senere torsdag modtaget af den færøske befolkning ved et arrangement, hvor der bl.a. blev sunget nationalsange på gaden i Torshavns midtpunkt. Herefter så præsidentparret Torshavns ældgamle bydel, Reyni. I de følgende dage skal præsidenten bl.a. gæste den bygd, hvor den færøske vikingehøvding Tróndur i Gøtu i fjerne tider ifølge færingesagaen boede og havde sit virke. Islands øverste repræsentanter skal endvidere vandre på den svært tilgængelige ø Myggenes og se Færøernes største lundeland. Dertil har Islands præsident benyttet lejligheden til at hilse på sine landsmænd, som bor fast på Færøerne. Det sker ved et arrangement i Nordens Hus i Torshavn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her