Politiken mandag: Danske familier vil selv bestemme, om far eller mor skal bruge de sidste tre måneder, hvis politikerne beslutter at udvide barselsorloven til et år. En Vilstrup undersøgelse foretaget for Politiken viser, at 84 procent ønsker valgfrihed. Kun 9 procent mener, at en del af den udvidede barselsorlov skal forbeholdes faderen, sådan som ligestillingsminister Lotte Bundsgaard (S) har foreslået. »Det undrer mig sådan set ikke. Selvfølgelig må folk reagere, når klangbunden i debatten er blevet, at vi vil tvinge nogen. Så går folk da i hullerne«, siger tidligere ligestillingsminister Jytte Andersen (S). Som næstformand i den socialdemokratiske gruppe er Jytte Andersen med i den arbejdsgruppe, der forbereder regeringens udspil til en forbedret barselsorlov. Hun vil ikke afsløre, om hun selv går ind for at reservere en del til faderen, men hun mener, at det kan være en hjælp til mændene. »Det er ikke nemt for en ung far at gå ned i skurvognen og sige, jeg skal på barsel. Vores arbejdsmarked er stadig præget af mandekultur og den gamle socialdemokratiske industriopfattelse«, siger Jytte Andersen. »Her vil det give ham et rygstød, hvis han kan sige, at orloven går fra familien, hvis han ikke tager den«. Foreningen Far mener, at den slags problemer er en myte. »På arbejdspladsen omgås mænd jo andre mænd, der også er fædre. Jeg tror ikke, at mænd oplever den slags pres mere«, siger Erling Fundal, som er formand for Foreningen Far i København. Erling Fundal mener også, at langt flere mænd gerne ville have orlov med deres børn. Men at økonomien bremser dem. »Mændene kommer først på barselsorlov, når det bliver med fuld løn. Uanset om orloven er bundet til faderen eller ikke. Jeg synes, at det bedste vil være sand valgfrihed. Også økonomisk«, siger han. Af de omkring 20.000, der i dag tager forældreorlov på 60 pct. af dagpengene er 93 pct. kvinder. Knap 60 pct. af de nybagte fædre tager barselsorlov i de første 14 dage efter fødslen. 3 pct. af fædrene tager de 10 uger fra 15. til 24. uge, som både mor og far kan bruge. Socialdemokratiets børneordfører René Skau Björnsson er fortaler for at forbeholde noget orlov til faderen. Han mener, at det også vil trække bedre orlovsøkonomi med sig. »Hvis mændene får orlov, så vil kampen for at få fuld løn under barsel blive stærkere. Så vil det krav stå stærkere i fagforeningerne«, mener han. Venstre og de konservative mener, at forældrene selv skal kunne fordele orloven og glæder sig over Vilstrupundersøgelsen. »Jeg er oprigtigt glad for, at befolkningen tager afstand fra det typiske socialdemokratiske formynderi, hvor man absolut skal bestemme, hvordan danskerne skal tilrettelægge tilværelsen«, siger politisk ordfører Ulla Tørnæs (V).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























