Fødevaredirektoratet advarer nu danske forbrugere mod at bruge lavkvalitets spansk olivenolie. Advarslen kommer, efter at de spanske myndigheder har fundet stofferne polycylic aromatic hydrococarbons (PAH) i olier, der er fremstillet af olivenmask. PAH omfatter en gruppe kemiske stoffer, hvoraf flere kan være kræftfremkaldende. Det spanske sundhedsministerium har netop forbudt de farlige olier. Alligevel kan en del af dem godt være havnet i Danmark. »Vi synes, at der er grund til at gøre forbrugerne opmærksomme på, at der er et problem«, siger vicedirektører i Fødevaredirektoratet, Henrik G. Jensen. Otte procent af den spanske olivenolieproduktion fremstilles af olivenmask, og noget af olien eksporteres som "olivenolie". Derimod fremstilles jomfruolie ikke af olivenmask. »Vi opfordrer derfor til, at man, hvis man bruger spansk olivenolie, kun benytter jomfruolie«, siger Henrik G. Jensen.
Fødevaredirektoratet advarer mod farlig olivenolie
Lyt til artiklen