Politiken lørdag: Justitsminister Frank Jensen (S) er klar til at indgå et samarbejde med sine kolleger i EU for at forhindre voldelige aktivister i at spolere fremtidige topmøder. Samarbejdet skal især bestå i en effektiv udveksling af oplysninger om potentielle ballademagere - for eksempel skal forbindelsesofficerer fra de enkelte landes politikorps sendes til topmøder og fungere som bindeled til det lokale politi, ligesom Rigspolitiet har oprettet en central, som kan kontaktes døgnet rundt under internationale begivenheder. Ifølge Frank Jensen overvejer ministrene, om Europols mandat skal udvides, så det faste politisamarbejde kan bruges i forbindelse med »alvorlig grænseoverskridende kriminalitet, der truer den offentlige sikkerhed og orden i forbindelse med større internationale begivenheder i medlemslandene«. Europol samler informationer og analyserer bestemte typer grænseoverskridende kriminalitet og udveksler oplysninger mellem de nationale politikorps via forbindelsesofficerer i hovedkvarteret i Haag. I dag er samarbejdet begrænset til narkoforbrydelser, menneskesmugling, hvidvask af penge, ulovlig handel med nukleare stoffer, stjålne biler, menneskehandel, terrorisme og falskmøntneri, ligesom det overvejes at opbygge et register over fodbold-hooligans. Forkerte i register Enhedslistens Kjeld Albrechtsen er bekymret over, at Europol skal have en rolle i bekæmpelsen af voldelige, politiske aktioner. Han frygter, at det vil føre til en registrering af alle de forkerte - nemlig af politisk aktive, der vil deltage i fredelige demonstrationer. »Enhedslisten har ikke noget principielt imod et politisamarbejde, som retter sig mod konkrete mistænkte - for eksempel at der udveksles oplysninger om personer, som tidligere er dømt for at kaste brosten mod en politimand. Det, vi har noget imod, er, hvis der er en skjult politisk dagsorden - hvis samarbejdet bruges til at internere hele busser af fredelige demonstranter, sådan som det skete i Göteborg«. Men ifølge Frank Jensen er det ikke tanken, at politifolk skal udveksle informationer om fredelige demonstranter. Tværtimod skal der tilstræbes en tæt dialog med de organisationer, der på fredelig vis vil protestere imod eksempelvis EU. »Vi skal naturligvis også forstå at fastholde den rette balance, hvor vi tager hensyn til ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, og hvor vi fortsætter og udvider dialogen med relevante bevægelser og organisationer dels i forbindelse med møderne, og dels i forbindelse med opretholdelsen af den offentlige sikkerhed og orden under møderne«, siger Frank Jensen. Det er det nye belgiske formandskab, som har kaldt til møde, for efter optøjerne i Göteborg at indlede et samarbejde om at forhindre voldelige aktivister i at præge fremtidige topmøder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























