Så er der igen liv på Gråsten Slot. Fredag ved middagstid flyttede dronning Margrethe ind på slottet for at holde sommerferie, og dermed følger hun i fodsporene på sin mor, dronning Ingrid, der hver eneste sommer til sin død har holdt ferie på det sønderjyske slot, hvor hun samtidig samlede sin familie. Fra kongefamilien er dronning Margrethe foreløbig den eneste, der skaber liv på slottet, men prins Henrik følger efter søndag, når VM i dragesejlads er afsluttet. Her deltager han ligesom kronprins Frederik i en af bådene. Dronning Margrethe ankom fredag formiddag med kongeskibet Dannebrog til slotskajen i Sønderborg, hvor flere tusinde mennesker var til stede for at hylde hende. Derfra gik turen i bil til modtagelse foran rådhuset i Gråsten, inden hun indlogerede sig på Gråsten Slot.
Dronningen rykker ind på Gråsten Slot
Lyt til artiklen