Slagsmål om byudviklings-penge

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Mere end 70 procent af pengene fra boligministerens pulje til byudvikling ender i kommuner, hvor en socialdemokrat bærer borgmesterkæden. I kroner og øre har de fået knap 50 millioner kroner, mens projekter i kommuner med en anden partifarve har måttet dele lidt under 20 millioner kroner. Det viser tal fra ministeriets egen redegørelse her halvvejs i bypuljens planlagte femårige levetid. »Det er ikke overraskende. Jeg har også haft et indtryk af, at vennerne har lettest ved at få adgang til pengene. Det er så tydeligt, at man helst skal have en S-borgmester for at drage nytte af bypuljen, at det virker, som om der er andre kriterier end en helt objektiv vurdering af projektet, der spiller ind«, siger Rikke Hvilshøj, der er boligordfører for Venstre. Også de konservative er utilfredse. »Den er skruet sammen, så det næsten er en naturlov, at det er de socialdemokratiske kommuner, der får pengene. De problemer, der skal være til stede, for at man kan opnå tilskud, er nogle, vi typisk finder i S-kommunerne«, siger John Vinther (K). Bypuljen er tænkt som en fødselshjælper til byudviklingsprojekter, og det er suverænt by- og boligministeren, som bestemmer, hvilke projekter, der skal have penge. Pengene er på vegne af regeringen givet under de to socialdemokratiske by- og boligministre Jytte Andersen og den nuværende Lotte Bundsgaard. Og ikke mindre end 71 procent af pengene er gået til de to ministres partikammerater. Initiativtagere fra socialdemokratiske kommuner har været de flittigste til at søge bypuljen, og de har haft lettest ved at vriste penge ud af boligministeren. 44 procent af ansøgerne fra en S-kommune har fået ja, mens det kun er lykkedes for 25 procent af projekterne fra Venstrekommuner. I 113 af landets kommuner er borgmesteren fra Venstre, mens der er socialdemokratiske borgmestre i 105 kommuner. De konservatives boligordfører, John Vinther, mener at det er alt for vilkårligt, hvem der får penge. Der kan være nogle rene pjatteprojekter, som får støtte, mens seriøse projekter får afslag. »I dag er det ministerens private cigarkasse, der bruges, alt efter hvilke borgmestre hun står på bedst fod med. Hvis man skulle bruge de her penge på en forsvarlig måde, så krævede det, at der sad et uvildigt råd, som kikkede på, hvor behovet er størst«, siger han. Højere til loftet Det var tidligere by- og boligminister Jytte Andersen (S), der i 1999 sparkede bypuljen i gang, og hun mener ikke, at der er hold i kritikken. Foreløbig løber puljen til år 2003 og er på 196 millioner kroner. »Jeg har ikke skelet til, hvilke borgmestre der var i kommunerne. Men forklaringen kan være, at der i de socialdemokratiske kommuner er et større engagement, og at der er lidt højere til loftet i forhold til at prøve nye ting. Desuden knytter boligsociale problemer sig meget til almene boliger, der hovedsageligt ligger i de socialdemokratiske kommuner«, siger Jytte Andersen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra by- og boligminister Lotte Bundsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her