Politiken tirsdag: Danmarks største eksporterhverv tørster efter sin vigtigste ressource - viden. Lægemiddel- og biotekindustrien står allerede nu i akut mangel på nye forskere. Ifølge en ny undersøgelse vil forskermanglen stige frem mod 2005. Der bliver simpelthen uddannet for få kandidater og ph.d.ere - blandt andet fordi universiteterne har for få penge til forskning. Derfor advarer vicedirektør i lægemiddel- og biotekindustriens brancheforening (Lif) Poul Erik Pyndt nu politikerne om, at forskermanglen er så udtalt, at de seneste års succesfulde satsninger på især biotekområdet er i alvorlig fare. Han opfordrer til handling, hvis ikke eksportens vækstlokomotiv skal falde hen i stagnation. Poul Erik Pyndt mener, at selvom alle brancher sukker på veluddannet arbejdskraft, så er Lifs medlemmer så forskningstunge og så vigtige for den samlede danske økonomi, at situationen skal tages seriøst. Til gengæld er det svært at sige noget om konsekvenserne, hvis politikerne ignorerer advarslen. »Det er meget svært at forudse den enkelte virksomheds adfærd. Men en logisk konsekvens kunne være, at de flyttede deres forskning til udlandet«, siger han. Venstres uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Bech, er parat til at give en betragtelig pose penge til universiteterne, så antallet af nye forskere kan komme på højde med efterspørgslen. »Jeg er villig til at efterkomme stort set alle de krav, som industrien og universiteterne stiller. Det er væsentligt, at vi får rettet op på faldet i forskningsmidlerne«, siger hun. Poul Erik Pyndt tilføjer, at forskermanglen især rammer de små virksomheder: »I øjeblikket etableres én ny biotekvirksomhed hver måned. De vokser som regel hurtigt og har derfor behov for nye medarbejdere - hovedsagelig forskere. Derfor er det ærgerligt, hvis vi ikke kan høste frugterne af de seneste års indsats«. Meldingen kommer, efter at Forskningsrådet har påpeget, at der er akut behov for en engangsindsprøjtning på en milliard kroner til offentlig forskning samt et løft på fire procent årligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Jes Stein Pedersen



























