Frygt for ballade koster dyrt

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Endnu før den første billet til EUs topmøde i København til næste år er udstedt, er taxameteret over udgifter begyndt at tikke. Og det løber hurtigt på baggrund af den voldsomme ballade først ved topmødet i Göteborg og senest ved G8-mødet i Genova. En udgift på cirka 100 millioner kroner er det beløb, centraladministrationen vurderer, omkostningerne til at afværge uroen vil løbe op i. Rigspolitiet har ifølge Politikens oplysninger afleveret en ansøgning i Justitsministeriet på et beløb i den størrelsesorden til indkøb af ekstra 40 pansrede og let pansrede mandskabsvogne, efteruddannelse af 2.500-3.000 betjente samt en ny forventet overarbejdspukkel. Beløbet svarer til prisen for et års drift af 100 børnehaver med 40 børn i hver. Københavns Kommune skal rydde op efter løjerne, men endnu er der hverken lagt penge eller planlægning på bordet. Ifølge informationschef Jacob Winther fra bygge- og teknikforvaltningen er det politiets opgave at bestille de nødvendige afspærringer og kommunale foranstaltninger til at forebygge uroen. »Udgifterne skal staten betale, og denne gang vil vi sørge for at få en underskrevet aftale på det, som tidligere har været en mundtlig forståelse ved den slags arrangementer. Efter Clinton-mødet i 1997, som jo foregik aldeles fredeligt og hyggeligt, løb kommunens udgifter alligevel op i et par millioner kroner, som staten efterfølgende nægtede at betale«, siger Winther. En del af de 100 millioner skal bruges til at uddanne politifolkene ekstra i den forestående fredsbevarende opgave. »Uddannelse koster jo penge, som vi ikke har. Samtidig vil betjentene fra provinsen i sidste ende skulle indkvarteres på hotel i København lige før topmødet, når vi skal have pudset de sidste detaljer af«, forklarer chefpolitiinspektør Kai Vittrup, Københavns Politi, som om beløbet på de 100 millioner kroner siger, »at det lyder meget sandsynligt«. Uddannelsen er allerede startet - de første hold blev sat på skolebænken i foråret, næste hold begynder 13. august. Frem til topmødet skal alle de 2.500-3.000 betjente, som forventes at blive udkommanderet, igennem et efteruddannelsesforløb. Københavns Politiforbund er inddraget i planlægningen, og ifølge formand Henrik Blandebjerg skal der bevilges en pose penge til overarbejde. »Vi står foran et halvt års EU-formandskab og et topmøde med alt, hvad det kræver af uddannelse og beredskab i døgndrift. Allerede nu har vi i Københavns Politi en pukkel på 43.000 overarbejdsdage, som vi reelt ikke har mulighed for at afspadsere, og når topmødet kommer oveni, så eksploderer det, hvis man ikke finder en løsning«, siger politifolkenes formand. 50 millioner i Sverige I Göteborg kostede politiets indsats angiveligt mere end 50 millioner kroner, men Rigspolitiet ønsker ikke at sætte beløb på de danske forberedelser, fordi »Folketingets politikere i Finansudvalget skal have lov til at sætte sig ind i beløbene, inden de kan læse om dem i Politiken«, som vicerigspolitichef Erik Justesen siger. Han fortsætter: »Det er korrekt, at en indsats af den forventede størrelsesorden kræver ekstra ressourcer til arbejdskraft og udstyr, og at vi har sendt en ansøgning af sted til Justitsministeriet«, siger vicerigspolitichef Erik Justesen. Rigspolitiet har ifølge Politikens oplysninger allerede bestilt omtrent 40 mandskabsvogne til en million kroner stykket. Dermed kommer den samlede beholdning af pansrede og let pansrede køretøjer i det danske politi op på omtrent 100.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her