Efterlyser undersøgelse af samværssager

Lyt til artiklen

Børneforening efterlyser undersøgelse af samvær Landsforeningen Børn & Samvær presser nu på for at få undersøgt praksis i samværssager. Justitsminister Frank Jensen (S) bebudede tidligere på sommeren en uvildig undersøgelse af statsamternes procedure i samværssager, og i et åbent brev til ministeren forsøger landsforeningen at holde ham fast på løftet. »Landsforeningen hilser en sådan undersøgelse velkommen, da vi har erfaring for, at barnets tarv desværre ikke altid bliver tilgodeset inden for det nuværende systems rammer«, skriver foreningen i brevet. Talsmand for Børn & Samvær, advokat Viggo Bækgaard, frygter imidlertid, at justitsministeren alligevel vil lade undersøgelsen gå i glemmebogen. »Vi tror, at det vil passe Frank Jensen fint, hvis undersøgelsen bliver glemt, fordi han ikke på noget tidspunkt reelt har givet udtryk for, at han støtter en anden praksis. Med andre ord frygter vi, at han vil sylte undersøgelsen«, siger Viggo Bækgaard til Ritzau. Politikere og børneforeninger har tidligere kritiseret den fem år gamle lov for at tilgodese forældrene. Og i juni i år fik Danmark en "næse" af FN for netop at tage mere hensyn til forældrene end til børnene. Ifølge loven skal alle børn som udgangspunkt have ret til samvær med begge deres forældre, også selv om den ene aldrig har boet sammen med barnet. Foreningen Børn & Samvær har, siden den blev oprettet for halvandet år siden, modtaget ca. 50 opringninger hver måned fra forældre, der har problemer omkring samværet. Mange af sagerne handler om børn, der bliver tvunget til samvær til trods for, at børnene tydeligt modsætter sig samværet, viser fysiske og psykiske tegn på ikke at trives, eller direkte er bange for samværsforælderen. Statsamterne, som er den offentlige instans, der afgør samværssager, er ifølge Viggo Bækgaard tilbageholdende med at undersøge sagerne til bunds. »Systemet, som det fungerer i dag, er simpelthen ikke gearet til at varetage barnets tarv. Som udgangspunkt er det den forælder, der har forældreretten, som skal bevise, at barnet lider overlast i forbindelse med samværet. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man for eksempel ikke kan få aktindsigt, og vores erfaring er, at statsamterne ikke undersøger sagerne til bunds«, siger Viggo Bækgaard. Der er endnu ikke kommet et konkret udspil til undersøgelsen fra Justitsministeriet, men den er ved at blive drøftet, oplyser ministeriet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her